Af: Holger Bjørnholt-Fink
Steen Steensen Blicher var en kendt og elsket digter.
Jeg skriver VAR, for det er han ikke længere. I hvert fald ikke ifølge den nyeste udgave af Højskolesangbogen. Desværre er det gået sådan, at antallet af Blichers sange i Højskolesangbogen er blevet reduceret fra 14 stk. i 15. udgave fra 1965 til kun 6 i 2021 udgaven.Hvordan det kan være, kan man kun gisne om, men fakta er, at en hel stribe af Blichers sange er røget ud til fordel for mere moderne viser, hvoraf en stor del i hvert fald ikke hører til blandt de mest sungne. Når man tænker på, at Blicher som den første rigtig beskæftigede sig med hele folket, både i sin prosa og i sin poesi, og var den første, der skrev på jysk, er det lidt påfaldende, at det netop er hans sange, der udelades. Men det hænger måske sammen med, at jysk heller ikke rigtig er ”in” mere. Det er jo sådan nu, at et større københavnsk dagblad i sine anmeldelser nedgør tv-udsendelser, hvor værten taler jysk (som f.eks. Søren Vester gør). Så på den front er der ikke sket de helt store forandringer.

Læs også: Steen Steensen Blicher – almuens og hedens digter

Animal Trainer by Charles Chaplin - Copyright © Roy Export Co.Ltd

Artiklen nedenfor stammer fra magasinet "Viser/Visor", nummer 10, udsendt efteråret 2017. Forfatteren er derfor ved indledningen til 2022 63 år gammel og ikke 59...

Af: Kim Ravn-Jensen

Jeg er 59 år gammel og dermed ældre end de fleste aktive sangskrivere. Derfor er det logisk, at jeg kender flere ældre viser end de folk, som skriver nye viser. Hvis jeg nu synes, at alting var bedre i gamle dage, kan denne opfattelse så have relevans for andre?

Det afhænger vel af, hvad jeg mener med ”alting”. Jeg tænker især på tekniske aspekter, som nogle gamle viser har, og som mange nye viser mangler. Og jeg spekulerer på, om nutidens sangskrivere for alvor har taget stilling til, om der kan være fordele forbundet med at lade sig inspirere af fortiden.

I denne artikel vil jeg fokusere på to træk: verselinjer af forskellig længde samt en sammenhæng mellem tekst og melodi, hvor melodien understøtter teksten, som om teksten blev fremsagt helt uden melodi. For ikke unødigt at fremhæve et gammelt nordisk forbillede, bruger jeg som illustrerende eksempel Animal Trainer fra Chaplin-filmen Limelight (1952).

I kan se og høre sangen her: http://www.charliechaplin.com/en/films/9-Limelight/articles/243-Animal-Trainer

Teksten lyder således:

Animal Trainer
Music and lyrics by Charles Chaplin

I’m an animal trainer
a circus entertainer
I’ve trained animals by the score
lions, tigers and wild boar.
I’ve made and lost a fortune
in my wild career.
Some say the cause was women
and some say it was beer.

Then I went through bankruptcy
and lost my whole menagerie
but I did not despair.
I got a bright idea.
While searching through my underwear
a thought occurred to me
I’m tired of training elephants
so why not train a flea?
Why should I hunt for animals
and through the jungle roam
when there’s local talent
to be found right here at home?

I found one but I won’t say where
and educated him with care,
and taught him all the facts of life
and then he found himself a wife.
I give them board and lodgings free
and every night they dine off me
They don’t eat caviar or cake
but they enjoy a good rump steak
off my anatomy,
off my anatomy.
It is an odd sensation
when after meals they take a stroll
around the old plantation.

Now I’m as happy as can be
I’ve bought them lots of tricks you see
and now they’re both supporting me
they’re both supporting me.

Walk up, walk up
I’m the greatest show on earth
walk up, walk up
and get your money’s worth
See Phyllis and Henry
those educated fleas
cavorting and sporting
on the flying trapeze
So any time you itch
don’t scratch or make a fuss
You never can tell you might destroy
some budding genius.

©Copyright 1954 by Bourne Co. Copyright Renewed. All Rights Reserved. International Copyright Secured

I fjerde verselinje har Chaplin tabt sutten og tryklægger ”wild boar” forkert. Ellers er sproget enkelt og uden hverken fortænkte associationer eller omvendte ordstillinger. Som nævnt er rytmen meget talesprogspræget, og verselinjerne er ikke lige lange. Det smitter ikke af på melodien, som ikke gør noget væsen af sig i nogen retning, men bare understøtter og fungerer – med én tone pr. stavelse overalt.

I visse nordiske kredse har begrebet ”den litterære vise” en særlig udsøgt klang. Nogle litterære viser har ikke de træk, jeg ovenfor roser Animal Trainer for – i litterære viser finder man ofte skabelonagtige rytmer, omvendte ordstillinger, prætentiøse associationer og stavelser, som trækkes ud over flere toner. Omvendt sikrer Animal Trainer’s ture under bæltestedet sangen mod nogensinde at blive kaldt litterær.

Hver gang en nutidig sangskriver tager et blankt stykke papir frem, bør vedkommende tænke over, hvilke tekniske værktøjer der bedst vil klæde den lille ny. Denne artikel fortæller en historie om gamle dage, da selv en stumfilmskunstner kunne finde på at inddrage redskaber, som af grunde, jeg ikke kender, sjældent benyttes i dag.

Af: Ole Christensen
Enhver, der har optrådt på et lokalcenter eller et plejehjem for demente ved, hvilken erindring, glæde og genkendelse sange og viser kan skabe. Det er en musikterapeutisk virkning – noget af det, musik kan. Musik kan fremkalde alle slags følelser. Det er dog ikke sådan, at den samme musik kalder på de samme følelser hos alle mennesker. Det er et spørgsmål om, hvilke musikalske præferencer, man er vokset op med. Der har været – og det er der måske stadig – en tendens til at rubricere en type musik som ”bedre” end en anden. Eksempelvis fik daværende kulturminister, Joy Mogensen, læst og påskrevet, da en af hendes favoritplader var Absolute Music. Det passede sig ikke for en kulturminister.
Hvem er det, der definerer god smag? Det er den såkaldte Kulturelite, men hvem er det så? Er det navngivne skribenter i kendte tidsskrifter? Musiklærere, undervisere på Konservatoriet eller er det os alle sammen, der kloger os ud fra den musik vi selv kan lide? Det er vel ikke forbudt at udvikle sig. Livet udvider ganske ofte vores musiksmag efterhånden som det leves. Man kan høre klassisk det ene øjeblik og technopop det næste. Hvis livet ikke udvider ens musiksmag, hvad så. Er der noget i vejen med det?
At definere god eller dårlig musik ud fra bestemte kriterier som eksempelvis kompleksitet eller tekstens kvalitet kan kun blive den enkeltes subjektive betragtning, for der er mere magi i musik end som så. Oplevelsen af den lader sig ikke rubricere, selv om man kan måle reaktioner i hjernen ved musiklytning. Måske er det mere produktivt at se på den sammenhæng musikken bliver brugt i. Hvis den opfylder det behov, den skal, er det god musik. Der skal kunne danses til dansemusik. Så er vi tilbage ved udgangspunktet på lokalcentret, hvor musik er god fordi den har en terapeutisk virkning: Den gør godt og derfor er den god.
Nu ser vi det i stor skala i dokumentaren Kandis for livet. Den er instrueret af Jesper Dalgaard. Filmen følger en række fans og belyser den betydning Kandis’ musik har for dem. Filmen viser også, hvad dokumentargenren kan, men den er først og fremmest et empatisk kunstnerisk produkt. Fotograferingen, klipning og tilrettelæggelse er helt i top. Filmen er blevet beskyldt for at manipulere, blandt andet fordi Strøms rejse til Costa Del Sol er betalt, situationer er iscenesatte og interviews er planlagte. Der er ikke noget at udsætte på filmen på det punkt. Det er ikke journalistik, men film. Dokumentarfilm, der skal dokumentere en emotionel sandhed må have den nødvendige kunstneriske frihed ellers virker de ikke.
Hvad om vi begyndte at tale med hinanden i øjenhøjde i stedet for at pege fingre af hinandens musiksmag – og blot glæde os over det fantastiske, musik gør for os hver især. Jeg indrømmer det gerne. Kandis for livet har været en øjenåbner for mig.

Af: Ole Christensen
Har ordet »viser« fået klang af ridsede lakplader og gulnede tekster og noder?

»Visens Venner (hævede øjenbryn) – det lyder da spændende«… (forlegen tavshed).
Den reaktion mødes jeg ofte med, når jeg fortæller, hvad jeg bruger det meste af min fritid på.

Selv har jeg af og til en fornemmelse af at »vise« er et ord, der er på vej ud af sproget, henvist til glemsel i skimlede, gamle ordbøger.  Tilmed kan det føles en smule pinligt at indrømme, at man synger viser. Når jeg optræder udenfor Visens Venner, kalder jeg mig selv for alt mulig andet end visesanger, eksempelvis troubadour eller sangskriver.
Mit anliggende her er ikke at definere, hvad en vise er eller hvad der gør en sang til en vise. Formålet er at sætte gang i en debat om selve ordet vise. Hvis unge mennesker overhovedet kender ordet, er det ikke i aktivt brug. Hvis man spørger dem ad og forklarer, siger de diplomatisk: Øh… det er nok ikke lige mig.


Jeg er ikke i tvivl om, at der faktisk er et marked for viser. Hvis vi regner alle visevenner sammen i hele norden, bliver det til nogle stykker, selv om vi har medlemstilbagegang i Danmark. Derfor er det vigtigt for os i Danmark, at visen i højere grad bliver et fælles nordisk projekt – et marked for udveksling af CD’er, tekster og noder.

På dansk grund er det straks vanskeligere. Jeg har overvejet om det er ordet »vise«, der er noget i vejen med, men kan dog ikke umiddelbart finde et passende udtryk at erstatte det med. Det er min erfaring fra mange års optræden, at publikum udenfor Visens Venner rigtig gerne vil synge – også viser. Sangene kaldes ikke for viser, men for sange. Men at kalde os for ”Sangens Venner” ville sende et forkert signal. Vi beskæftiger os jo ikke primært med alsang.

Der er også en musikalsk komponent i viser og en meget vigtig »sideeffekt«, nemlig fællesskabet om at lytte og synge. At kalde et sted, hvor der synges viser for musikcafé eller folkemusikcafé er måske ikke helt hen i vejret. Det er et kompromis, man kan vælge at indgå, hvis man håber at kunne tiltrække et publikum, der også gerne vil høre viser, men ikke forbinder noget med begrebet. Opmærksomheden flyttes ganske vist fra teksten til musikken, men det behøver ikke at forhindre, at det primære indhold er viser – eller sange fortolket som viser. I dag hører vi al slags musik. Kim Larsens musik kan samle generationer. Det bliver udtrykkeligt kaldt musik – ikke viser. Det samme gør sig gældende for Benny Andersens viseudgivelse. Titlen er Samlede sange.

Overvej om den følgende antagelse passer eller den er helt fejlagtig:
Sig »viser« uden for Visens Venner, så opstår der associationer à la: Gamle lakplader med ridser, Osvald Helmuth, Liva Weel, ensom sanger med guitar eller klaver, mere eller mindre talentfuld, uaktuelle revytekster… Svante… nåeh ja. Det var vist viser. Hvem udenfor Visens Venner synes, det er interessant eller aktuelt i dag.

Virkeligheden i viseforeningerne er en ganske anden. Vi anstrenger os alle for at lave programmer som publikum finder interessante. Problemet er måske, at vores »støvede image« forhindrer os i at tiltrække nyt publikum – og måske nye udøvende. Jeg har ikke nogen løsning, men hvis jeg ikke er helt alene om at se problemet, er der måske noget vi skal have snakke om i Visens Venner.

Publiceret d. 19/10-2021
Har tidligere været offentliggjort i Visor/Viser