Limelight 49

Animal Trainer by Charles Chaplin - Copyright © Roy Export Co.Ltd

 

Artiklen nedenfor stammer fra magasinet "Viser/Visor", nummer 10, udsendt efteråret 2017. Forfatteren er derfor ved indledningen til 2022 63 år gammel og ikke 59...

Af: Kim Ravn-Jensen

Jeg er 59 år gammel og dermed ældre end de fleste aktive sangskrivere. Derfor er det logisk, at jeg kender flere ældre viser end de folk, som skriver nye viser. Hvis jeg nu synes, at alting var bedre i gamle dage, kan denne opfattelse så have relevans for andre?

Det afhænger vel af, hvad jeg mener med ”alting”. Jeg tænker især på tekniske aspekter, som nogle gamle viser har, og som mange nye viser mangler. Og jeg spekulerer på, om nutidens sangskrivere for alvor har taget stilling til, om der kan være fordele forbundet med at lade sig inspirere af fortiden.

I denne artikel vil jeg fokusere på to træk: verselinjer af forskellig længde samt en sammenhæng mellem tekst og melodi, hvor melodien understøtter teksten, som om teksten blev fremsagt helt uden melodi. For ikke unødigt at fremhæve et gammelt nordisk forbillede, bruger jeg som illustrerende eksempel Animal Trainer fra Chaplin-filmen Limelight (1952).

I kan se og høre sangen her: http://www.charliechaplin.com/en/films/9-Limelight/articles/243-Animal-Trainer

Teksten lyder således:

Animal Trainer
Music and lyrics by Charles Chaplin

I’m an animal trainer
a circus entertainer
I’ve trained animals by the score
lions, tigers and wild boar.
I’ve made and lost a fortune
in my wild career.
Some say the cause was women
and some say it was beer.

Then I went through bankruptcy
and lost my whole menagerie
but I did not despair.
I got a bright idea.
While searching through my underwear
a thought occurred to me
I’m tired of training elephants
so why not train a flea?
Why should I hunt for animals
and through the jungle roam
when there’s local talent
to be found right here at home?

I found one but I won’t say where
and educated him with care,
and taught him all the facts of life
and then he found himself a wife.
I give them board and lodgings free
and every night they dine off me
They don’t eat caviar or cake
but they enjoy a good rump steak
off my anatomy,
off my anatomy.
It is an odd sensation
when after meals they take a stroll
around the old plantation.

Now I’m as happy as can be
I’ve bought them lots of tricks you see
and now they’re both supporting me
they’re both supporting me.

Walk up, walk up
I’m the greatest show on earth
walk up, walk up
and get your money’s worth
See Phyllis and Henry
those educated fleas
cavorting and sporting
on the flying trapeze
So any time you itch
don’t scratch or make a fuss
You never can tell you might destroy
some budding genius.

©Copyright 1954 by Bourne Co. Copyright Renewed. All Rights Reserved. International Copyright Secured

I fjerde verselinje har Chaplin tabt sutten og tryklægger ”wild boar” forkert. Ellers er sproget enkelt og uden hverken fortænkte associationer eller omvendte ordstillinger. Som nævnt er rytmen meget talesprogspræget, og verselinjerne er ikke lige lange. Det smitter ikke af på melodien, som ikke gør noget væsen af sig i nogen retning, men bare understøtter og fungerer – med én tone pr. stavelse overalt.

I visse nordiske kredse har begrebet ”den litterære vise” en særlig udsøgt klang. Nogle litterære viser har ikke de træk, jeg ovenfor roser Animal Trainer for – i litterære viser finder man ofte skabelonagtige rytmer, omvendte ordstillinger, prætentiøse associationer og stavelser, som trækkes ud over flere toner. Omvendt sikrer Animal Trainer’s ture under bæltestedet sangen mod nogensinde at blive kaldt litterær.

Hver gang en nutidig sangskriver tager et blankt stykke papir frem, bør vedkommende tænke over, hvilke tekniske værktøjer der bedst vil klæde den lille ny. Denne artikel fortæller en historie om gamle dage, da selv en stumfilmskunstner kunne finde på at inddrage redskaber, som af grunde, jeg ikke kender, sjældent benyttes i dag.

Af: Ole Christensen
Har ordet »viser« fået klang af ridsede lakplader og gulnede tekster og noder?

»Visens Venner (hævede øjenbryn) – det lyder da spændende«… (forlegen tavshed).
Den reaktion mødes jeg ofte med, når jeg fortæller, hvad jeg bruger det meste af min fritid på.

Ole ChristensenSelv har jeg af og til en fornemmelse af at »vise« er et ord, der er på vej ud af sproget, henvist til glemsel i skimlede, gamle ordbøger.  Tilmed kan det føles en smule pinligt at indrømme, at man synger viser. Når jeg optræder udenfor Visens Venner, kalder jeg mig selv for alt mulig andet end visesanger, eksempelvis troubadour eller sangskriver.
Mit anliggende her er ikke at definere, hvad en vise er eller hvad der gør en sang til en vise. Formålet er at sætte gang i en debat om selve ordet vise. Hvis unge mennesker overhovedet kender ordet, er det ikke i aktivt brug. Hvis man spørger dem ad og forklarer, siger de diplomatisk: Øh… det er nok ikke lige mig.


Jeg er ikke i tvivl om, at der faktisk er et marked for viser. Hvis vi regner alle visevenner sammen i hele norden, bliver det til nogle stykker, selv om vi har medlemstilbagegang i Danmark. Derfor er det vigtigt for os i Danmark, at visen i højere grad bliver et fælles nordisk projekt – et marked for udveksling af CD’er, tekster og noder.

På dansk grund er det straks vanskeligere. Jeg har overvejet om det er ordet »vise«, der er noget i vejen med, men kan dog ikke umiddelbart finde et passende udtryk at erstatte det med. Det er min erfaring fra mange års optræden, at publikum udenfor Visens Venner rigtig gerne vil synge – også viser. Sangene kaldes ikke for viser, men for sange. Men at kalde os for ”Sangens Venner” ville sende et forkert signal. Vi beskæftiger os jo ikke primært med alsang.

Der er også en musikalsk komponent i viser og en meget vigtig »sideeffekt«, nemlig fællesskabet om at lytte og synge. At kalde et sted, hvor der synges viser for musikcafé eller folkemusikcafé er måske ikke helt hen i vejret. Det er et kompromis, man kan vælge at indgå, hvis man håber at kunne tiltrække et publikum, der også gerne vil høre viser, men ikke forbinder noget med begrebet. Opmærksomheden flyttes ganske vist fra teksten til musikken, men det behøver ikke at forhindre, at det primære indhold er viser – eller sange fortolket som viser. I dag hører vi al slags musik. Kim Larsens musik kan samle generationer. Det bliver udtrykkeligt kaldt musik – ikke viser. Det samme gør sig gældende for Benny Andersens viseudgivelse. Titlen er Samlede sange.

Overvej om den følgende antagelse passer eller den er helt fejlagtig:
Sig »viser« uden for Visens Venner, så opstår der associationer à la: Gamle lakplader med ridser, Osvald Helmuth, Liva Weel, ensom sanger med guitar eller klaver, mere eller mindre talentfuld, uaktuelle revytekster… Svante… nåeh ja. Det var vist viser. Hvem udenfor Visens Venner synes, det er interessant eller aktuelt i dag.

Virkeligheden i viseforeningerne er en ganske anden. Vi anstrenger os alle for at lave programmer som publikum finder interessante. Problemet er måske, at vores »støvede image« forhindrer os i at tiltrække nyt publikum – og måske nye udøvende. Jeg har ikke nogen løsning, men hvis jeg ikke er helt alene om at se problemet, er der måske noget vi skal have snakke om i Visens Venner.

Publiceret d. 19/10-2021
Har tidligere været offentliggjort i
Visor/Viser