Af: Kim Ravn-Jensen

Både Vicki Berlin og Rasmus Krogsgaard hører til toppen af dansk revy. Derfor mødte overtegnede forventningsfuld op i efteråret 2021 og så dem sidde bomstille ved siden af hinanden, mens de i forestillingen ”Småt Brændbart” ping-pongede dels verbalt, dels musikalsk.

Revy eller noget andet?

Kim: - Da jeg så jeres forestilling, tænkte jeg, at det var en glimrende revy. Hvorfor synes I ikke selv, at ”Småt Brændbart” er en revy?

Vicki: - ”Småt Brændbart” er ligesom sin egen stil. Revy er jo små sketches, hvor man går ind og ud, man har kostumer på, og man spiller forskellige karakterer. Det gør vi ikke i ”Småt Brændbart”, her synger vi satiriske sange med personlige historier, som vi har givet et humoristisk twist – og noget poesi.

Rasmus: - Den største forskel er, at ”Småt Brændbart” ikke er særlig politisk – og så er det ikke dagsaktuelt. Det meste af ”Småt Brændbart” har vi faktisk skrevet for to år siden, og det ville ikke kunne lade sig gøre med revytekster. Vi kan godt lide at skrive dagsaktuelle ting til revyer, men til ”Småt Brændbart” var det inspirerende at skrive noget, der handler mere om os selv.

Vicki: - som har taget udgangspunkt i vores eget liv.

Rasmus: - En sang som Bibelen kort fortalt vil være lige så aktuel om et år, for religion er jo noget, der aldrig bliver uaktuelt. Sangen gennemgår Bibelens fortællinger set med nutidens øjne. Vi får bl.a. nævnt Rune Klan og XL Byg og sådan noget. Vi kan bestemt godt lide at svirpe, og det gør vi bl.a. i det nummer.

Kim: - Skriver I begge tekst og musik?

Vicki: - Vi skriver begge to tekster, men det er Rasmus, der skriver al musikken.

Rasmus: - Vi har skrevet ca. halvdelen af sangteksterne hver især, men den mellemliggende tekst har vi skrevet sammen – og det har været meget inspirerende.

Moderne indpakning

Kim: - Som 63-årig tænker jeg, at der er et ”ungt strejf” over det, I laver. Er det noget, I har stræbt efter?

Vicki: - Vi har først og fremmest stræbt efter at lave noget, som vi selv syntes var sjovt. Først bagefter erfarede vi, at vi har ramt bredere, end vi regnede med. Både skoleklasser og pensionister har syntes, det var sjovt.

Rasmus: - Til at begynde med tænkte vi, at det ikke ville gøre noget, hvis vi rykkede os lidt væk fra TV Charlie og mere over mod Zulu. Vi lagde også vores første testshows for to år siden på Teater Play på Amager. Det er et sted, hvor der som regel er standup med et yngre publikum. Men i de teaterforeninger, vi har spillet i efteråret, har vi været meget glade for at opdage, at det ældre publikum også kan lide den stil, vi har fundet frem til.

Vicki: - Det er fordi, at vi jo faktisk er lidt yngre end revystilen, eller i alt fald, hvad folk forbinder med revy.

Historien bag

Kim: - Hvordan blev forestillingen til?

Rasmus: - Vi er bedste venner, og det er vi blevet gennem alle de mange revyer, vi har lavet sammen. En dag kiggede vi på hinanden og sagde: ”Hvorfor laver vi ikke noget sammen, som er helt vores helt eget?” Vi fandt et tidspunkt i kalenderen, som var ledigt for os begge to. Der var et år til, og så tænkte vi, at ”nu går vi bare i gang, og så satser vi på, at vi har noget færdigt om et år. Hvis det går godt, kan vi derefter tage stilling til, hvordan vi får det sendt ud i verden.” Og efter ti testshows syntes vi selv, at vi havde et færdigt produkt.

Kim: - Hvordan har I fået jeres flotte grafik?

Rasmus: - Grafikken har vi selv lavet. Da vi skulle på turné, gik vi ”amok” med merchandise. Vi har ikke solgt ud af det, men vi har lavet mange ting, fordi det var sjovt. Dørmåtten fandt vi på, da vi skulle på teaterseminar og sælge forestillingen. Dér laver man en stand, hvor teaterforeningerne kommer hen og taler med en og eventuelt køber forestillingen. Senere har publikum simpelthen syntes, det var så sjovt, at der lå en dørmåtte med vores navn på.

Vicki: - Vi har også lavet drikkedunke, som vi sidder med på scenen, dem står der også ”Småt Brændbart” på. Der er flere, der har spurgt: ”Hvorfor sælger I ikke de drikkedunke som merchandise?” Men det er bare nogle, vi selv har klistret sammen, så…

Kim: - Hvordan fandt I på navnet ”Småt Brændbart”?

Vicki: - Den første dag satte vi os ned og sagde: ”Vi skal finde et navn!” Så lavede vi en kæmpe brainstorm. Da vi lige pludselig kom på ”Småt Brændbart”, havde vi begge to en form for relation til det navn. Vi har begge altid syntes, at det var et fedt udtryk. Jeg havde det fra min barndom, fordi min far altid brugte det. Derfor vakte navnet genklang hos os begge to. Jeg synes, at der er noget ydmygt i, at noget er småt, og der er også noget kraftfuldt i, at noget er brændbart. På den måde syntes vi, at det faktisk beskrev os ret godt. Det er lidt en rodekasse med ting, der ikke passer ind andre steder. Vi var også et sted, hvor vi tænkte: ”Hvad er vores show for noget – vi ved det ikke rigtigt.” Det er ikke standup, det er ikke revy, det er sådan lidt en kasse for sig selv.

Kim: - Hvordan fandt I emnerne til jeres sange?

Vicki: - Når man er så gode venner, som vi er, får man også nogle indforståede ting. At skrive en sang om ”Treo” er jo umiddelbart lidt underligt, men jeg har bare noget med Treo. Vi elsker Treo, og det er noget, vi sådan har grinet af. Så er det oplagt, at det lige er os, der skal skrive den sang, fordi vi har det sammen som en del af vores venskab.

Rasmus: - Og så er der ”farjokes”, dem har Vicki skrevet om. Dem har hun det nemlig svært med.

Vicki: - Ja, de der dårlige jokes, som nogen kommer med.

Rasmus: - Jeg kan sagtens følge Vicki, i, at farjokes måske har haft deres tid. Men jeg synes somme tider, at de er lidt sjovere, end Vicki synes. Så sangens rollefordeling er faktisk ægte – det kan godt ske, at jeg kommer til at sige noget i den boldgade, hvor Vicki så sender mig det samme opgivende blik som i showet.

- Vores dialog på scenen ligger meget fast, selv om den virker smalltalk-agtig. Jeg tror, man kunne filme vores forestilling to dage i træk, og vore mellemtekster ville være fuldstændig ens. Vi er meget pertentlige med, at timingen skal være præcis. Det har vi med os fra revyen.

Brændstoffet

Kim: - Samtidig får man da en fornemmelse af, hvordan det var at være Vicki, da Vicki var lille, og hvordan det var at være Rasmus, da Rasmus var lille. Jeg håber, I var ærlige, for den gik rent ind hos mig.

Rasmus: - Det kan jeg love dig. Sangene tager jo udgangspunkt i, hvad der ligger os selv på sinde. I en revy tager man derimod udgangspunkt i, hvad der sker i samfundet: ”Hvad har Mette Frederiksen sagt for nylig?” Men i det her tilfælde sagde vi: ”Hvad går vi selv og enten glæder os over i dagligdagen eller irriteres over?” Nu ved jeg, at Vicki er meget glad for IKEA. Derfor er det mig, der har skrevet sangen IKEA. Jeg synes nemlig tit, det kan være en parforholdstest at gå en tur i IKEA sammen. Og sådan noget som dobbeltmoral synes vi begge er et relevant emne at tage op, som vi gør i den sang, der hedder Jeg syn’s, hvor vi synger om, at vi synes, at man fx skal lukke flere flygtninge ind, ”bare det ikke bliver der, hvor jeg bor.” Vi skal også passe på klimaet, ”men jeg gør det ikke – det regner jeg med, at I andre gør.” På den måde var det egentlig nemmere end at lave revy, fordi vi bare skulle kigge indad og sige: ”Hvad føler jeg lige nu, og hvad går jeg egentlig selv og tænker på?”

Hvad med publikum?

Kim: - Hvordan håndterer I det sandsynlige scenarie, at halvdelen af publikum synes ligesom I, mens den anden halvdel bliver fornærmet?

Vicki: - Noget af det gode ved at lave et show sammen med sin bedste ven er, at vi er jo grundlæggende ret enige om rigtig mange ting. De steder, hvor vi måske er lidt uenige, har vi respekt for hinandens forskelligheder. Men ligesom når man laver revy, vil det jo dele salen. Når man tager nogle ting op, som er en smule kontroversielle, så vil der jo være nogen i hver lejr. Men hvis ikke man også inddrager sådan nogle emner, så vil det ikke være os – vi bliver nødt til at tage noget, der kommer fra os selv. Så det vil altid dele vandene nogle gange. Det er det, satire kan og gør, og det skal der jo være plads til.

Rasmus: - Både når vi laver ”Småt Brændbart”, og når vi laver revy, gælder det jo, at vi grundlæggende bare udstiller situationen uden at pege fingre. Vi synger for eksempel: ”Det er skønt at være kristen i vores lille land, hvor alle godt må joine festen – næsten.” Dét er jo en kendsgerning. Begge vægtskåle bliver nævnt, og ingen fløje bliver for alvor sagt imod. Men alvoren kigger frem midt i grinet.

Vicki: - Der er heller ikke nogen af os, der har lyst til at være grove for grovhedens egen skyld. Jeg vil aldrig nogen sinde stå på en scene og lave en parodi på nogen, som jeg ikke ville kunne lave, hvis de selv sad i salen. Det tror jeg er en rigtig god holdning at have.

Små og store spillesteder

Rasmus: - Vi har spillet ”Småt Brændbart” både små og store steder. Det fulde udtræk er med lyd og lys og røgmaskine osv.

Vicki: - I Helsingør har vi derimod spillet på en lille restaurant, der hedder ”Strejf”, hvor vi nærmest kun havde et lille hjørne. Vi kunne kun lige have vores to barstole og vores lille tønde, og det var sådan set det.

Rasmus: - Små scener har vi begge prøvet før. Vicki startede på Bornholmer Revyen, og jeg startede i Ganløse Revyen. Jeg har også lavet små forestillinger som for eksempel en Preben Kaas-kabaret og en lille kabaret med Susanne Breuning, der handlede om Knud Pheiffer. Vi elsker begge det lille format, fordi der opstår en helt speciel nærhed mellem os og publikum. Det kan være lige så overvældende som at stå på en stor scene.

Også som lydudgivelse

Kim: - Hvordan sælger jeres lydudgivelse?

Rasmus: - Otte af vores sange er tilgængelige på alle streaming-tjenester. Vi indspillede dem i mit hjemmestudie som en del af vores markedsføring op til turneen. Og det har været effektiv reklame at kunne lægge en sang på Facebook engang i mellem.

Vicki: - Men i Odense hørte jeg lige pludselig mine kolleger spille Treo ude bagved, og det var jo enormt hyggeligt.

Rasmus: - Men jeg tror nu, at det med at udgive musik – i alt fald i vores hjørne af branchen – det skal man aldrig gøre for at tjene penge på det.

Fremtidsplaner

Kim: - Hvad er jeres fremtidsplaner?

Vicki: - Vi har tænkt os at lave ”Småt Brændbart” også mange, mange år fremover.

Kim: - Men I kan da ikke have en ny barndom hvert år?

Vicki: - Det er rigtigt, men der kan komme nye emner. Vi har heldigvis oplevet mere, så vi kan zoome ind på forskellige ting, og vi kan da også skrive noget helt andet.

Rasmus: - Allerede til det her show har vi skrevet materiale, som der ikke blev plads til. Så inden alt for længe går vi nok i gang med at lave en toer. Det er jo noget, vi afsætter tid til imellem de andre ting, vi laver, så vi skal føle, at tidspunktet og lysten og inspirationen for en toer er tilstede. Vi skal have tid til at fordybe os – men det kommer til at ske. Men vi kommer også til at fortsætte med at lave revy i mange år.

Vicki: - Det gør vi.

Rasmus: - Vi har lige nu ikke nogen revyplaner sammen. Jeg er i Nykøbing Falster Revyen, og Vicki er i Odense Sommerrevy og har været der fra det allerførste år. Vi er ikke fastansatte, men i de her år er vi meget fast tilknyttet hver især. Vi føler os meget privilegerede og har dejligt arbejde et langt stykke ud i fremtiden i vores kalendere. Det er fantastisk, og Vicki brugte samtidig en stor del af sidste år på at lave en stor international film, der får premiere i Cannes. Så det er ikke kun de skrå revybrædder, vi er dyrker. Jeg har lige siddet i klipperummet på ”Året Der Gak”. Det er en af mine store passioner at klippe film sammen.

- Vi føler os heldige, at vi har fået opfyldt så mange af vores drømme. Så er tiden inde til at sætte sig nogle nye mål, og netop derfor lavede vi forestillingen ”Småt Brændbart”. Når barndomsdrømmene er opfyldt, kan være lidt angstprovokerende at skulle skabe nye drømme for sig selv, men selvfølgelig er det muligt. Og når det, vi drømte om i en sofa for tre år siden pludselig er en realitet, kniber man sig i armen og tænker: ”Hvor var det godt, at vi turde!”

rikke5a

Foto: Thinna Aniella

 

Rikke Thomsen – kunsten at finde sig selv

Af: Kim Ravn-Jensen

Kun få visekunstnere har i Danmark markeret sig ved at synge på dialekt med Niels Hausgaard og Allan Olsen som de kendteste eksempler. Men i 2019 sprang Rikke ud som fuldt færdig kunstner på sønderjysk og er siden blevet anerkendt i mange sammenhænge.

Lidt fakta:
Født 1990
Konservatorieuddannet (rytmisk) i guitar og sang
2019: Første udgivelser
2019: Modtog Modersmål-Prisen på den friskole, hvor det hele begyndte
2020: Bidrog til DR’s fejring af 100-året for Genforeningen med Sønderjylland
lp'en ”Opland” udgivet oktober 2021

Booking: www.heartbeatmanagement.dk

At blive set af en voksen
– Jeg kommer fra en lille flække i Sønderjylland, som hedder Blans. Dér gik jeg på en helt fantastisk lille friskole, som stadig findes. Vi fik en ny musiklærer, der hed Bettina, som dukkede op på et vigtigt tidspunkt i mit liv og fik et kærligt øje for mig. Dengang bestod min familie af min stedfar, min mor og tre mindre søskende. Musikken havde jeg dog for mig selv, og dér kunne jeg udtrykke noget, jeg ikke kunne udtrykke andre steder. Musikken var en vigtig del af hele friskolens identitet. Det var startskuddet, for det betød meget for mig at kunne spille guitar.

Ungdomsliv fjernt fra Sønderjylland
– Efter 9. klasse kom jeg på musikefterskole, og derefter flyttede jeg til Nordjylland op til min far og stedmor. For pokker, hvor bliver man dog rykket op med rod, når man sådan flytter fra den ene ende af landet til den anden! Musikken blev igen min indgangsvinkel til mine venner. På gymnasiet gik min søster og jeg i klasse sammen. Vi havde altså hinanden dér, og vi har alle dage snakket sønderjysk sammen – vi blev meget hurtigt ”the Mojn-Sisters”.
– Derefter havde jeg nogle flakkende år, hvor jeg godt vidste, at det var musikken, der skulle bære mit liv. Jeg spillede i forskellige bands som guitarist – og drømte om musikkonservatoriet. Jeg var sønderjyde nok til at indse, at jeg skulle øve mig meget, før jeg blev klar til optagelsesprøven. Så jeg havde nogle år, hvor jeg prøvede nogle ting af og spillede i bands. Det var mest søde og bløde popsange på engelsk.
– Jeg boede i Aalborg på det tidspunkt, og dér er der et rigtig fedt, spirende musikmiljø – både dengang og i dag. Her kunne man prøve sig af som sangskriver, og det er det, jeg har med mig nu.
– I 2013 vandt jeg songwriter-delen af Aalborgs årlige ”Band Battle”, og jeg vandt også ”Akustikkens sangskriverkonkurrence”. Akustikken er en lille guitarforhandler med en afdeling i Aarhus. Jeg sad midt i min største kærestesorg og skrev en ballade, som jeg sendte ind. Med den vandt jeg førstepræmien: En Martin-guitar, som jeg også spiller på i dag.
– 2013 blev en slags pejlemærke, og sådan et tror jeg, at alle har brug for. Jeg modtog det budskab, at ”det er faktisk ikke nogen dårlig idé”.

Konservatoriestudier
– På samme tidspunkt søgte jeg ind på musikkonservatoriet i Aalborg. Jeg kom ind på guitar og sang. Egentlig var det meningen, at det skulle have været guitar, men så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville synge en sang også. Så ville skæbnen, at jeg blev optaget på begge dele...
– For mig var de tre første år på konservatoriet ét langt højskoleophold – det var virkelig, virkelig godt. Samtidig havde al musik – fra firserpop til syrejazz – lige megen værdi. Det miljø og det fællesskab kom der rigtig meget godt ud af.
– Min konservatorietid var nogle mærkelige år – jeg havde et mylder af følelser omkring min sønderjyske opvækst. Når jeg tog ned til min mormor og morfar, opdagede jeg, at selv om mange ting forblev de samme, var der også noget, der lige så stille ændrede sig. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor det gjorde ondt, når jeg var i Sønderjylland. I Nordjylland følte jeg mig godt tilpas, men det var i Sønderjylland, at jeg som lille havde skrabet mine knæ på asfalten – og ingen andre steder.

Fra engelsk til sønderjysk
– Store dele af mit kandidatprojekt skrev jeg hjemme på gården hos min far. Dér forsøgte jeg – som jeg plejede på det tidspunkt – at udtrykke mig på engelsk: ”It is always cold in Copenhagen”. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ville ikke rigtig noget. Så gik der nogen tid, og så ville jeg fortælle min søster den historie. Da jeg på sønderjysk fortalte hende, at det er ”åltins koldt i København”, kunne jeg høre, det var dér, sangen var – og den skrev næsten sig selv. Historier af den art kan ligne klichéer, men den sang havde altså lagret sig og ventet på at komme frem.
– Så lagde jeg hele mit liv til side og gav mig til at skrive sange på sønderjysk. De blev til over en meget koncentreret periode på mit gamle teenageværelse.

”Jeg tror, du bli’r klogere”
– Men det har nok været på vej før. I 2013 hørte Allan Olsen mig spille til Band Battle-finalen. Ugen efter ringede han til mig og sagde: ”Hør, Rikke, vi er sådan nogle stykker, der skal til Tønder Festival – med et par stykker mener jeg mig og Niels Hausgaard – kunne du tænke dig at være med og spille lidt?” Jeg skyndte mig at sige ”ja”, og så tog jeg med.
– På vej hjem siger Allan Olsen så: ”Hvorfor synes du lige, at du skal skrive på engelsk?” Jeg prøvede naturligvis at lyde velovervejet, så jeg forklarede, at jeg ønskede at lyde som mine helte: Elvis, John Mayer og Jeff Buckley. Allan sagde, at det kunne han sagtens spejle sig i, men han sagde også, at ”jeg tror, du bli’r klogere.” Det var både provokerende og meget kærligt sagt. Jeg tænkte, at ”det skal han ikke bestemme”, men jeg skrev det også ned i min notesbog...

Gennembrud
– De sange, jeg skrev fra oktober 2018 til januar 2019, vil lidt af hvert. Men jeg blev hurtigt klar over, at den sang, der nok ville kunne flytte mest i mit gamle barndomsland, var Omve’n hjemve. Udgangspunktet var en note, jeg skrev som noget af det første: ”Jeg har minder, ingen minder mig om.” Jeg huskede jo både det trælse og det dejlige, men ingen andre havde på det tidspunkt lyst til også at huske det trælse.
– Jeg skrev sangene til mine egne behov, så når andre har fået glæde af dem, har det været en kæmpe gave. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg flyttede til Nordjylland.

Fremtidsplaner (pr. september 2020)
– Jeg drømmer om at lave et album i fuld længde – stadig opbygget omkring den visetradition, jeg repræsenterer og kommer fra. Men jeg er jo også guitarist, så planen er, at det må gerne slå lidt hårdere. Der kommer lidt strøm på også. Jeg håber, at jeg kan træde i for eksempel Jacob Dinesens fodspor. Sådan noget med den gode historie for øje, men med lidt mere kant.
– Sangene kommer nok også til at flytte sig. Jeg er meget traditionsbunden, og mine gamle sange vil med band lyde nogenlunde som før. Angående mine nye sange, tror jeg, at de fleste vil kunne høre, at de er skrevet af den samme. Det kunne være ret sjovt at lave et vaskeægte pop-rock-hit på sønderjysk.

 rikke3a

Foto: Ida Arentsen

rikke4

Foto: Anna Marin

Tidligere offentliggjort i magasinet Visor (nr. 17)