2022 02 21 Steen Steensen Blicher Af: Holger Bjørnholt-Fink

Steen Steensen Blicher fødtes som jyde den 11. oktober 1782 i Vium præstegård i nærheden af Viborg, hvor hans far var præst. Steen var lille og skravlet, men udviklede sig til at blive en stærk og beslutsom ildsjæl, som allerede tidligt viste sit digteriske talent. Han blev student i København og siden huslærer på Falster og adjunkt i Randers, inden han i 1819 blev præst i Thorning kun 6 km fra Vium. Præstegerningen holdt han fast i, sådan da livet igennem, selv om han faktisk var mere interesseret i digtning, landboreformer og efterhånden også politik.Han var i starten tilhænger af enevælden og betragtede Frederik den Sjette som den ideelle hersker, der stille og roligt arbejdede hen imod større velstand og større frihed. Senere engagerede han sig ivrigt oprettelsen af stænderforsamlingerne, som var en slags forløber for Grundloven, men til sin store sorg blev han ikke valgt ind.

Derimod tog han initiativ til at oprette et årligt folkemøde på Himmelbjerget, som faktisk blev en stor succes igennem en årrække.Blicher var især optaget af almuen, dvs. folket. Han var en stor tilhænger af reformer især i sine senere år og bevægede sig ofte på kanten af, hvad enevældens censur tillod. Hans digtning var et nybrud med tidens romantiske litteratur, som den kom til udtryk hos bl.a. Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg.

Han startede med at oversætte og gendigte Ossians Digte fra engelsk. De kom i to bind i hh. 1807 og 1809, men i 1814 udkom hans egen Digte. Første Deel efterfulgt af Digte. Anden Deel tre år senere. Det var ikke let for Blicher at bryde igennem. Han blev regnet for at være provinsiel, og helt galt blev det på det københavnske parnas (som anførtes af Heiberg), da Blicher begyndte at skrive såvel digte som prosa på jysk! Ikke desto mindre var det Blichers produktion, der blev folkeeje – især efter hans død i 1848 – hvorefter hans værker udkom i utallige udgaver, ligesom adskillige af hans noveller er blevet filmatiseret i nyere tid.

Hans første gennembrud var En landsbydegns dagbog, som kom i 1824, og som stadig står som et mesterstykke i dansk litteratur, men det er nok især hans digtning, der huskes i dag. De fleste kender jo både Mads Doss og Jyden han æ stærk å Sej, men også Sig nærmer Tiden og Det er hvidt Herude hører til blandt de kendteste af Blicher. I Blichers digtning er det uden tvivl hans såkaldte Naturkoncert ved navn Trækfuglene fra 1838, der fortjener førstepladsen, ikke mindst på grund af Præludium og Ouverture, bedre kendt som de ovenfor nævnte Sig nærmer Tiden og Det er hvidt Herude, men der er meget mere at hente også i de øvrige digte, som rummer adskillige lag. Det, som tilsyneladende er smukke naturbeskrivelser, er fyldt med henvisninger til såvel Blichers egen situation (Han var faktisk dødssyg, da han skrev disse digte), men også med slet skjulte kommentarer til højre og venstre. Han var som sagt en ildsjæl og optaget af mange ting, selvom eftertiden har tendens til at huske ham som en nærmest depressiv natur.

På trods af modgang, sygdom og pengesorger levede og åndede han for at forbedre forholdene for samfundets små, hvilket bl.a. kom til udtryk engang, da han blev anklaget for ikke at have orden i regnskaberne for fattigvæsnet, som sognepræsterne dengang bestyrede. Men sognebørnene godtgjorde, at Blicher godt nok ikke havde styr på regnskaberne, men at han helt uegennyttigt havde spædet til af egen lomme, når der var lavvande i kassen. Hans produktion var enorm; ikke bare digte og noveller, men også indlæg om landboreformer og politik.

Han døde i 1848 efter længere tids sygdom, og ingen mindedes ham hverken i vers eller prosa. Der afholdtes auktion over indboet i præstegården, men efter opgørelsen viste det sig, at der ikke engang var råd til en gravsten. Først i 1864 var der blevet indsamlet penge nok til at få opstillet et gravmæle på det sted, hvor man mente, at Blicher var begravet. Og først da blev Blichers digtning for alvor folkeeje! Hans skrifter solgte i titusindvis, langt over, hvad hans samtidige opnåede! Mens københavnske anmeldere som f.eks. Georg Brandes overhovedet ikke nævner ham, kom der begejstret omtale fra bl.a. Jeppe Aakjær og endnu senere af Knud Sørensen og Hans Brix.
Blicher har noget at sige til alle.