I ny forklædning fylder en Coronaklassiker  ”ruden” i 8 nye programmer

Katrine Muff og Jacob Fauerby. Foto: : Agnete Schlichtkrull

Af: Ole Christensen Coronaen tvinger os ikke som tidligere til at blive hjemme i vores egen lille cirkel. Derfor bliver programmerne i denne omgang afviklet i et TV-studie, hvor artister og publikum bliver inviteret indenfor. Værter bliver Katrine Muff og Jacob Fauerby. Katrine Muff har tidligere været vært sammen med Johannes Langkilde. Hun har også leveret flere bidrag til den nye højskolesangbog. Faurby er i gang med at opsætte et satireshow sammen med gruppen Platt form i Tivoli, men nu fik han et tilbud, han ikke kunne afslå: - ’Fællessang’ har mindet os om, hvor vigtige fællesskaber er for os mennesker. Det at have en fælles referenceramme, der er gennemgående for alle i befolkningen, er helt unikt. Jeg har en stor kærlighed til Højskolesangbogen og til alt, der samler os på tværs af generationer og landsdele, og jeg glæder mig til, at vi skal synge sammen i fællesskab, siger han. Første program udsendes fredag d. 22. april kl. 20.00.

.

Foto fra Humanistisk Samfunds hjemmeside

Af: Kim Ravn-Jensen

I de fleste sammenhænge er det muligt at forberede sig, før det falder naturligt at synge en sang enten alene eller sammen med andre. Men når et dødsfald rammer, har man ofte andet at tænke på. Derfor tyr mange til hævnvundne sange sunget i hævdvundne sammenhænge – men passer det til nutidens behov?

Kirken er en hævdvunden institution, men heller ikke kirkens salmer er rigtig gode
I 1867 skrev forfatteren Christian Richart et syngespil over eventyret Tornerose. Mens syngespillets helt står foran slottet, parat til det sidste nøk, bryder han ud i den sang, vi kender som Altid frejdig. Syngespillets komponist tillod sig dog at rette formuleringen ”med et fadervor i pagt” til ”gode alfer står på vagt” og fjernede dermed den stort set eneste kristne reference, sangen overhovedet indeholder.
Alligevel er Altid frejdig Folkekirkens bredest accepterede bud på en salme til en bisættelsesceremoni. Der er altså plads til forbedring også i den institution, de fleste opsøger, når et dødsfald rammer, og noget skal gøres.

At tænke i alternativer er særdeles relevant i dagens sekulære samfund
Det kan imidlertid både tænkes, at afdøde ikke ønskede sig nogen kirkelig medvirken, og, at de efterladte ikke ser nogen mening med at inddrage troen på noget, der er svært at få øje på i situationen.
Her står de fleste famlende, men organisationen Humanistisk Samfund tilbyder faktisk løsninger, både med hensyn til stedet for en ceremoni og ceremonien selv. Det er uden for denne artikels emne, at de også tilbyder andre ceremonier som for eksempel bryllupper og konfirmationer uden kirkelig reference.

Sangaften i København den 28. oktober 2021
Som led i en temauge, Humanistisk Samfund kaldte ”Vi taler om døden”, gennemførtes for nylig en sangaften i Valby Medborgerhus i København. Arrangørerne var ikke tilfredse med tilslutningen – 10 personer, inklusive indforskrevet pianist og forsanger.
Overtegnede var derimod udmærket tilfreds med at tilbringe nogle timer i selskab med folk, der virkelig havde tænkt over tingene. Vi blev ført kompetent gennem et hæfte med 25 sange, hvoraf nogle var velkendte, mens andre var nyere, og en enkelt kun var få uger gammel.
Blandt de velkendte sange var:
- Om lidt bli’r her stille
- Stjernefart (Shu-bi-dua)
- Svantes svanesang
- I dit korte liv
- Hvem kan sejle foruden vind
- Så længe skuden kan gå
- Har du viser, min ven
- Septembers himmel er så blå
- Sensommervise
, altså sange, som folk, der interesserer sig for viser, ofte er fortrolige med allerede.

Men problemet er vel fortroligheden eller manglen på samme
Fagfolk (de kaldes hymnologer) taler om, at en salme eller en sang er ”indsunget”. Det er vel fraværet af den egenskab, der stiller sig i vejen for, at tingene kan udvikle sig, så mennesker uden følelsesmæssig tilknytning til kirken kan få netop den afskedshøjtidelighed, de måtte ønske sig.
Her kan overtegnede kun få øje på de virkemidler, en dyrker af visesang på forhånd er fortrolig med: viljestyrke og bevidst indøvning. Sidstnævnte giver næppe mening i festligt lag blandt visevenner, men så må man jo finde på noget andet.
Denne artikel bliver til et debatanlæg, når overtegnede nu spørger: Hvilket ”andet” skal man finde på?

Henvisninger:
- Humanistisk samfund
- Jørgen Kjærsgaard: Salmehåndbog, Det kgl. Vajsenhus’ Forlag, 2002
- den nyskrevne sang Farvel til dig

Der er mere livsvisdom end som så i Liva Weels gamle klassiske vise. Erindringerne skal ingen mennesker tage fra os, og sange og viser kan hjælpe med til at fastholde minderne. Videnskabelige undersøgelser viser, at demens- og Alzheimers-ramte mennesker har særlig glæde af at synge, da evnen til at huske sange og viser er noget af det sidste, de mister.

Kender du ikke denne situation:
Du er ude at underholde med viser på et lokalcenter, hvor der kommer demens- og Alzheimers-ramte mennesker. Flere siddende småsovende eller med udslukte øjne i deres kørestole. Så begynder du at synge Du gamle måne eller en anden gammel slager, og pludselig vågner disse mennesker op, hovederne løftes og foden eller hånden bevæger sig rytmisk til musikken. Måske begynder de også at synge med på omkvædet. Denne situation har jeg selv mange gange været vidne til – både somvisesanger og som musikterapeut. Musik og sang er et rigtig godt virkemiddel til at sætte gang i kroppens energi, til at stimulere humøret og til at styrke hukommelsen.

Vi har nok alle sammen lært alfabetet ved at synge Alfabetsangen. Min far lærte rigtig meget byers navne gennem remser. Selv har jeg lært Fyns byers navne ved at synge dem på melodien til Lotte gik. Er jeg i tvivl om, hvad byerne hedder, og hvor de ligger, synger jeg denne navnesang for mig selv.

Jeg ved en lærkerede
Sangen kan også bruges til at bearbejde nogle følelser og måske aflede aggressioner. En gang blev jeg som musikterapeut f.eks. udsat for en dement kvinde, som ved sin opførsel generede andre beboere på hendes plejehjem. Hun ville gerne spise med de andre, men personalet skønnede, at det var bedst, at hun spiste i sin lejlighed. Jeg gik hen til hende og sang hviskende Jeg ved en lærkerede. Den vise elskede hun, og jeg fangede derved hendes opmærksomhed. Jeg fik hende lokket med hen til hendes lejlighed, hvor vi fortsatte med at synge. Kvinden faldt til ro, og spiste sin mad i lejligheden. Musikkens og sangens evne til at fremkalde minder er fantastisk. Jeg har oplevet dybt demente mennesker, som ikke kan huske deres eget navn, hvor de bor og hvorfor de gør det, men når vi begynder at synge sange fra deres barndom og ungdom, så kan de synge lange tekster og fremkalde minder fra den tid, hvor de lærte sangene at kende. Så kommer der liv i øjnene, og man fornemmer den unge mand eller kvinde i den gamle krop. Livsbekræftende! Hvorfor er det sådan? Der er lavet meget forskning vedrørende musikken og sangens påvirkning af hjernen og sindet. Jeg vil komme ind på noget i denne artikel. Resten kan interesserede læse via links i slutningen af artiklen.

Videnscenter for sang  i Herning (videnscenterforsang.dk) refererer i artiklen Men sangen har hun dog tilbage, til flere undersøgelser angående sangens virkninger:
»PhD Jörn-Henrik Jacobsen, der forsker ved Max Planck Institute for Human Cognitive and Brain Sciences i Leipzig har således først på raske personer identificeret den region af hjernen, der står for langtidshukommelse af sange og musik, og derefter undersøgt forekomsten af væsentlige biomarkører for Alzheimers i dette område af hjernen. Hans konklusion er, at netop det område af hjernen, der lagrer kendt musik, også er det område af hjernen, som påvirkes sidst og mindst af sygdommen.«
Dette understøttes af andre forskere. Som der står i samme artikel:
»Lola L. Cuddy m.fl finder frem til, at Alzheimers-patienter er i stand til at genkalde sig melodier og tekster selv i et fremskredet sygdomsstadie. Juliette Palisson m.fl. har endvidere fundet fremtil, at den verbale hukommelse hos alle, men måske i særlig grad hos Alzheimers-patienter kan styrkes ved hjælp af sang, ligesom Arroyo-Anlló m.fl påpeger, hvordan kendte sange kan styrke selvbevidstheden hos patienter med Alzheimers.«

Én til én eller små grupper
Som det fremgår af dette, er det en meget god idé at inddrage sang og musik i omsorgsarbejdet med demente og Alzheimers-ramte mennesker. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. F.eks. tror nogle kommuner, at det nok, hvis man arrangerer fællessang og store koncerter med kendisser for disse mennesker. Demente – pecielt dem, der også har depression – reagerer ifølge forskning (se musikterapi.aau.dk) negativt på fællessang og store forsamlinger. De reagerer mest positivt på kontakt én til én eller små grupper, når der skal synges og spilles musik – f.eks. med en musikterapeut. Det kan umiddelbart synes at være en dyrere løsning, hvorfor en del kommuner vælger dette fra. Desværre kan det så betyde dårligere trivsel for de demente og Alzheimers-ramte mennesker og et dårligere arbejdsmiljø for de ansatte omsorgspersoner.

En del af et fællesskab
Mit håb er, at der bliver meget mere musik, sang og musikterapi på plejehjem i fremtiden. Udover de gode egenskaber, som jeg har beskrevet, der er ved musikken og sangen, så skaber sang samhørighed. Når vi synger sammen, hører vi sammen. Det kan give mennesker med demens og Alzheimers en følelse »her og nu« af at være en del af et fællesskab, som de ellers kan føle sig udenfor. Familien kan desuden gennemsange, de forskellige generationer kender, finde et samlingspunkt og mindes gode oplevelser – f.eks. godnat-stunder, fødselsdage, fester m.m.
I forbindelse med dødslejer har jeg som musikterapeut oplevet, at det er meget nyttigt at kende disse sange, så jeg sammen med familien kan lave en smuk og værdig afslutning på den døendes liv.

Kærlighedshormonet
Sangen kan også siges at være kroppens egen medicin. Når vi synger, udskiller kroppen endorfiner (kroppens eget morfin), der giver os en øjeblikkelig følelse af behag og lykke. Samtidig stiger niveauet af oxytocin i kroppen. Oxytocin er hormonet, der giver os følelsen af tillid, velvære og tilknytning og kaldes også »kærlighedshormonet«.
Det kan være forklaringen på, at sang i mange tilfælde dæmper den angst og uro, som ofte følger med demens. Det kan også være en af grundene til, at vi visesangere er så glade for at synge! Så lad os blive ved med det, indtil vi segner!

Links:
videncenterforsang.dk
musikterapi.aau.dk

Fællessang er med til at skabe glæde og samhørighed blandt mennesker. så lad os synge til vi segner, opfordrer musikterapeut, Kirsten H. Jørgensen (Modelfoto: Kirsten H. Jørgensen).

Peter Vuust, leder af Center for Music in the Brain. Han er også musiker, har undervist på konserva- toriet og har skrevet bøger, blandt andet Musik på hjernen. Foto: Stephen Freiheit.

Af: Ole Christensen
Bevilling til grundforskning i musikkens betydning for fællesskab og sammenhold.
Peter Vuust og hans forskningsteam på Center for Music in the Brain under Aarhus Universitet får 46 millioner danske kroner over de næste år. Pengene skal bruges til at gøre os klogere på, hvad der sker i hjernen, når vi er fælles om musik – fælles om at synge, spille og lytte til musik.
- Vi begyndte med at undersøge, hvordan musik påvirkede os individuelt: Hvordan vi oplever, lytter og bevæger os til musik – og om vi alle reagerer ens på musikalske påvirkninger (Viser nr. 15). Nu går vi skridtet videre og undersøger, hvordan musik påvirker os kollektivt: Hvad sker der, når vi sammen spiller musik, lytter eller synger sammen, sådan som mange af os har gjort fredag aften i de seneste måneder, siger Peter Vuust.
Peter Vuust henviser til erfaringerne under Coronapandemien og den kendte alsang under Anden Verdenskrig. Begge dele gav os en følelse af ikke at være alene i verden.
- Musikken giver os en følelse af fællesskab. Det vi vil prøve at finde ud af er, om der opstår en synkronisering af hjerner, når vi synger og spiller. Er det tilfældet, hvordan sker det så? Vi vil undersøge musikeres hjerner, når de spiller sammen. Bliver man ”socialt harmoniseret” og tænker og føler det samme?
Musik har også et kreativt element. Det bliver tydeligt, når fx jazzmusikere improviserer. Det sker typisk ved at ”trade” et tema. D.v.s. en musiker spiller en relativ kort stump improvisation, der så videreføres eller udbygges af andre i bandet. Det er en slags musikalsk samtale. Alle, der har prøvet det vil vide, at det er både sjovt og inspirerende og at ideen til en ny sang kan opstå på den måde.
- Kan vi kortlægge hvad der sker under en improvisation, kan vi måske finde ud af mere om den måde hjernen er kreativ på. Implikationerne kan være meget vidtrækkende fordi viden om den ”raske” hjernes funktion måske også kan give et fingerpeg om, hvordan vi kan rehabilitere mennesker med hjerneskader, siger Peter Vuust.