Når Benny Holst i en alder af 78 år stadig tager ud og spiller og synger for folk, må det siges at være noget af en præstation. I år er det nemlig 60 år siden, han blev professionel som rejsende i musik. Benny Holst Trio: Benny Holst, Martin Andersen og Jacob Rathje.

Holger Bjørnholt-Fink

Jeg har ikke kendt Benny Holst i alle de 60 år, han har turneret, men jeg har dog fulgt ham og hans karriere, siden han begyndte sammen med Povl Dissing, startede projektet Agitpop sammen med Jesper Jensen og Per Schultz, hvilket igen førte til duosamarbejdet med Arne Würgler og nu  hans solokarriere med de klassiske sange som Weekendfar, Bedstemor med slag i og Sten i min mur. Siden var han i mange år optaget af at synge John Mogensen sange i en teaterforestilling om dennes liv. Men så vendte han tilbage med egne sange, som han fortsat fremfører for fulde huse sammen med sin trio, der p.t. består af Jacob Rathje på guitar og Martin Andersen på violin.

Denne konstellation med Benny selv siddende i midten med sin guitar og mikrofonen kan virkelig få folk op af stolene. Selv efter de mange år er han fortsat en dygtig sanger og en eminent guitarist, men først og fremmest er han en performer, der virkelig kan nå ud over rampen til publikum. Benny har en helt speciel stemme, som man ikke går fejl af, når man først har hørt den. Der er en særlig nerve i den, som i helt særlig grad får teksterne til at trænge ind hos publikum, hvilket jeg har oplevet adskillige gange i løbet af de sidste 45 år. Jeg besøger ham i hans hjem i Kulhuse nær Jægerspris.

Kan du starte med at fortælle lidt om dig selv og hvordan, du kom i gang med at spille og synge? Jeg kan forstå, at det har noget med din mormor at gøre.
Ja, hun fik plejetilladelse til mig, da jeg var 2 år, og så flyttede jeg hjem til hende, hvor hun boede sammen med sin mand og sine børn. Det var sådan en toværelsers lejlighed, så der var godt fyldt op. Hun var syerske; hun sad hjemme og syede. Min morfar var tømrer, så hun holdt sammen på det hele derhjemme. Når hun syede, sad hun og sang, så inden jeg kom i skole lærte jeg en masse sange.

Så du har næsten fået det ind med modermælken!

Ja, det kan man sige, ja. Så fik jeg en mundharpe til jul, og så spillede jeg nede i gården. Det var tidens populære sange som Gillelejevalsen og sådan noget. Så kom jeg i lære som retouchør – dybtryksretouchør – da jeg var 14 år, og der læste jeg engang en artikel i en avis om Henrik Johansens band. Det var med bl.a. Theis Jensen (dansk trompetist) og Freddy Fræk (dansk sanger og banjospiller). Jeg og en kammerat tog ud for at høre dem, og vi var fuldstændig solgt, og så bestemte vi, at ville lære at spille. Han spillede trompet og jeg lærte at spille klarinet. Vi spillede jazz, men jeg holdt op med at spille klarinet, da jeg var 19 år. Jeg fik lavet mine tænder, efter at jeg havde fået dem slået ud, og det gjorde, at det snurrede i hele hovedet på mig, når jeg spillede. Jeg kunne ikke holde det ud. Men allerede som 16-årig var jeg begyndt at interessere mig for bluesmusikken og havde købt en guitar.

Du har en ret speciel spillestil, som lyder rigtig godt.

Det kaldes three-finger-picking. Jeg lærte det af en ung amerikaner, der var rigtig god til det, og han introducerede mig til Bob Dylan. Ham havde jeg hørt om i forvejen, men jeg tænkte, at han bare var endnu et hvidt hoved, der spillede de sortes musik. Det ændrede sig ved mødet med ham amerikaneren.

Det er jo 60 år siden, du blev professionel, kan du fortælle lidt om, hvordan det begyndte?

Ja, jeg spillede jo lidt sammen med et band ude i Farum, og en af dem, der var til stede der, var den ganske unge Povl Dissing, der på det tidspunkt spillede kornet, så vi faldt i snak, og så viste det sig, at vi begge to spillede guitar. Vi tog så hjem til en, der hed Kurt og som spillede bas, og så sad vi der og spillede sammen. Så flyttede Povl til København samtidig med, at jeg kom hjem efter et længere ophold i Spanien; det har været omkring 1963, og så spillede vi sammen hver tirsdag inde hos ham. Dengang kunne man låne grammofonplader på den amerikanske ambassade, og det benyttede jeg mig af. Jeg valgte nogle numre ud, som vi så spillede, selvom vi bestemt ikke lige frem var ørne til engelsk.

Jeg har hørt nogle numre med dig og Povl Dissing, hvor I både spiller og synger. Du lægger anden stemme til Povl.

Ja, det er rigtigt. Sådan en som Sølvstænk i dit gyldne hår er jo ren blues. Men historien er så, at Povl blev professionel i 1965, og 2. januar 1968 inviterede han mig med ud at spille, og lige siden har jeg været professionel. Det er over 60 år siden nu. Vi optrådte sammen i to år og jeg kom så i kontakt med Jesper Jensen, der opfordrede mig til at lave musik til nogle af hans politiske tekster. Det gjorde jeg så, og det resulterede i pladen Den 1. Maj. Det var starten på Agitpop, hvor jeg traf Arne Würgler. Vi to havde så et samarbejde i mange år samtidig med, at vi lavede vores egne ting ved siden af, for mit vedkommende Sange af Benny Holst, Rejsende i Musik og Historien om Jenny.

Historien om Jenny er en helt overset skive. Efter min mening er den et mesterværk. Der kommer du helt ind under huden på det hele.

Ja, den er virkelig overset. Den kom nok for tidligt. Den var om temaet: Jeg lever ikke nu. Jeg er bare i live. I virkeligheden handler den stort set om mig selv på det tidspunkt, men det var for svært for mig at skrive direkte om mit liv, så jeg opfandt Jenny til lejligheden.

Og så var der Sten i min mur.

Ja, det er fra den Kom Johanne er fra. Jeg gik med min datter i barnevogn ned til søen. Vi så en gammel mand, der fodrede troldænderne. Et øjebliksbillede fra dengang. Den har nogle gode eksempler på bogstavrim. Det kan jeg vældig godt li’. Her er et af dem: Vi fik forår i februar fordi, da du blev født, Johanne, var vinteren forbi. Det er også der, To harmonier er fra. Det er en kærlighedserklæring til min første kone.

Så den har slet ikke noget med din første guitar at gøre? Det har jeg ellers altid troet.

Næ, den er til hende. Det var noget værre rod, den gang. Mit svendestykke er fra Rejsende i Musik. Det er en sang, der hedder Gådevisen. Jeg fik inspiration fra Josh White, der har lavet I Gave My Love A Cherry, en smuk gådevise på engelsk. Senere hørte jeg den gamle vise om Svend Normand, også kaldet Djævelens ni spørgsmål. Den er et eksempel på en dansk gådevise, og så bestemte jeg, at sådan en ville jeg også lave. Og det gjorde jeg så.

Så lavede du pludselig ikke flere plader i mange år. Hvad skete der?

Det var efter Jenny pladen. Jeg var meget stolt af den, og vi tog ud for at spille den for publikum, men der kom ingen folk, og så gav jeg op. Jeg kom så med i det projekt med John Mogensen, og det holdt mig beskæftiget i en del år.

Hvad betyder John Mogensens sange for dig? Du beskæftigede dig jo med ham i længere tid.

Tja, jeg havde det lidt blandet med ham i starten. Jeg kunne vældig godt li’ Sidder på et værtshus, mens jeg til gengæld syntes, at To men’sker på en strand var for banal. Men det endte med, at jeg trivedes med det, og det er nok derfor, at det gik i 12 år. Men det sluttede, da Jytte Pilloni (dansk sangerinde) døde. Der var ikke rigtig nogen, der kunne løfte arven efter hende. Siden kom der gang i triosamarbejdet med Martin Andersen og først Troels Jensen og siden Jacob Rathje. Og det kører så nu. Det er ret fedt, men jeg ville gerne ud noget mere. Desværre er Martin (Andersen) ikke med på den. Det skulle jo nødig blive til arbejde, som han ynder at sige.

Har du aldrig tænkt på at tage ud at spille alene?

Jo, det er sket en enkelt gang, og det var faktisk rigtig fedt at sidde der og kunne bestemme det hele. Så hvem ved…

Artiklen har tidligere været offentliggjort i Visor/Viser - Tidsskrift for nordisk folkemusik