Af: Ole Christensen
Enhver, der har optrådt på et lokalcenter eller et plejehjem for demente ved, hvilken erindring, glæde og genkendelse sange og viser kan skabe. Det er en musikterapeutisk virkning – noget af det, musik kan. Musik kan fremkalde alle slags følelser. Det er dog ikke sådan, at den samme musik kalder på de samme følelser hos alle mennesker. Det er et spørgsmål om, hvilke musikalske præferencer, man er vokset op med. Der har været – og det er der måske stadig – en tendens til at rubricere en type musik som ”bedre” end en anden. Eksempelvis fik daværende kulturminister, Joy Mogensen, læst og påskrevet, da en af hendes favoritplader var Absolute Music. Det passede sig ikke for en kulturminister.
Hvem er det, der definerer god smag? Det er den såkaldte Kulturelite, men hvem er det så? Er det navngivne skribenter i kendte tidsskrifter? Musiklærere, undervisere på Konservatoriet eller er det os alle sammen, der kloger os ud fra den musik vi selv kan lide? Det er vel ikke forbudt at udvikle sig. Livet udvider ganske ofte vores musiksmag efterhånden som det leves. Man kan høre klassisk det ene øjeblik og technopop det næste. Hvis livet ikke udvider ens musiksmag, hvad så. Er der noget i vejen med det?
At definere god eller dårlig musik ud fra bestemte kriterier som eksempelvis kompleksitet eller tekstens kvalitet kan kun blive den enkeltes subjektive betragtning, for der er mere magi i musik end som så. Oplevelsen af den lader sig ikke rubricere, selv om man kan måle reaktioner i hjernen ved musiklytning. Måske er det mere produktivt at se på den sammenhæng musikken bliver brugt i. Hvis den opfylder det behov, den skal, er det god musik. Der skal kunne danses til dansemusik. Så er vi tilbage ved udgangspunktet på lokalcentret, hvor musik er god fordi den har en terapeutisk virkning: Den gør godt og derfor er den god.
Nu ser vi det i stor skala i dokumentaren Kandis for livet. Den er instrueret af Jesper Dalgaard. Filmen følger en række fans og belyser den betydning Kandis’ musik har for dem. Filmen viser også, hvad dokumentargenren kan, men den er først og fremmest et empatisk kunstnerisk produkt. Fotograferingen, klipning og tilrettelæggelse er helt i top. Filmen er blevet beskyldt for at manipulere, blandt andet fordi Strøms rejse til Costa Del Sol er betalt, situationer er iscenesatte og interviews er planlagte. Der er ikke noget at udsætte på filmen på det punkt. Det er ikke journalistik, men film. Dokumentarfilm, der skal dokumentere en emotionel sandhed må have den nødvendige kunstneriske frihed ellers virker de ikke.
Hvad om vi begyndte at tale med hinanden i øjenhøjde i stedet for at pege fingre af hinandens musiksmag – og blot glæde os over det fantastiske, musik gør for os hver især. Jeg indrømmer det gerne. Kandis for livet har været en øjenåbner for mig.
