20222 05 30 Musik p hjernen
Af: Ole Christensen
Hjerneforsker Peter Vuust er bassist af international klasse. Han spiller blandt andet jazz og har også ledsaget Erik Grip med fremragende basspil. Musik på hjernen er titlen på hans meget interessante bog, hvor han gennemgår, hvad der sker i hjernen, når man lytter til eller spiller musik. Det dokumenteres til overflod, at det er sundt for hjernen at blive udfordret med aktive musikalske udfoldelser. Det sætter sig spor i hjernen som man i dag kan scanne sig frem til, så der er ikke nogen tvivl. At redegøre for et kompliceret samspil af kemi, fysiske påvirkninger og samarbejde mellem forskellige dele af hjernen, falder udenfor denne anmeldelse. Et par eksempler vil det dog være relevante at give.

Når de små hår rejser sig
Alle, der beskæftiger sig med musik ved, at man kan opleve noget så fantastisk, at de små hår rejser sig. Det er hjernens belønningscenter, der frigiver dopamin og seratonin - ”hjemmelavede stoffer”, der gør os høje. Hvis vi hører musik, vi i forvejen kender, er udskillelsen af stofferne størst umiddelbart før vores favoritpassage lyder gennem stereoanlægget. Når den lyder, udskilles der også stoffer i mindre mængder, men et andet sted i hjernen. Og hvad med denne her? De færreste musikere har absolut gehør – en evne, der er genetisk betinget... eller: Mozart-effekten aflives effektivt. Bogen rummer mange andre spændende indfaldsvinkler til musiklytning og udøvelse. Dog savner jeg at vide, hvad der sker i hjernen, når man synger eller når man synger og samtidig spiller et instrument.

Ikke en håndbog
Bogen er en teoretisk, videnskabelig redegørelse og ikke en håndbog i, hvordan man gør med musikken for at stimulere hjernen. Dog giver den garvede jazzmusiker en meget klar opskrift på, hvordan man øver sig effektivt. Bogen er skrevet i et ikke teknisk sprog uden at der bliver gået på kompromis med det faglige. Man ryger dog ikke igennem den. Stoffet er svært, men fantastisk interessant.

Peter Vuust: Musik på hjernen, Saxo.com 169,95 Dkr, 223 sider.

2022 03 29 100 stemmerAlsangprojektet markerede 75-året for Danmarks befrielse i maj 1945. Det blev til omkring 900 arrangementer landet over i perioden 2019-2021. Nu er der blevet udgivet en bog med titlen 100 stemmer, hvori markante kulturpersonligheder svarer på spørgsmål om fællessang og alsangs betydning.

Af: Ole Christensen
Det kunne have været en rigtig læsevenlig bog som jeg ville have slugt fra cover til cover. Desværre skal man kigge godt efter, hvis man vil finde andet end almindelige lovprisninger af fællessangens betydning for individet, kulturen og samfundet. Alle de medvirkende bliver stillet de samme spørgsmål. Måske er de blevet bedt om at svare skriftligt. Der er ingen uddybende spørgsmål eller noget, der vækker eftertanken hos læseren, medmindre den interviewede selv har valgt at gøre sig umage. Ingen gider læse en skabelon. Som læser fristes man derfor til at scrolle hurtigt igennem. Det er ikke nogen god læseoplevelse. Derfor stiller formen sig i den grad i vejen for indholdet. Det er synd at man skal lede så længe efter de gode pointer.
Der er dog flere guldkorn. Her skal dansk journalistiks bedste sure gamle mand, Georg Metz, fremhæves:
Hvad betyder fællessang for dig?
”Glæde hvis klaveret er stemt, og koret går til den med den energi, god musik nu en gang kræver.”
Er fællessang vigtigt for et samfund som det danske?
Det er meget svært at svare nej, når man er inviteret til at bidrage til en bog, der handler om fællessang. Man kan vælge at nuancere svaret og det gør Georg Metz så:
”Det kommer helt an på anvendelsen. National fælles sang kan være forfærdende i forkerte munde.”

Også andre af respondenterne når ud over almindelighederne. Det gælder eksempelvis sangskriveren Ivan Pedersen, som er grundlæggende pessimistisk. På spørgsmålet om, hvor fællessangen bevæger sig hen i løbet af de næste årtier, lyder svaret:
”Jeg frygter det er under afvikling. Men hvis der skal være fællessang i fremtiden, skal man finde modeller for, hvordan generationerne kan mødes om det at synge.”
Han påpeger, at selv om Højskolesangbogens redaktion gør en kæmpe indsats for at forny udvalget, falder ”gamle brugere” fra og erstattes ikke af nye.
”Jeg er selv gammel, men alligevel træt af sangbogens oprindelige fællessange, der næsten alle havde bund i kirkelivet og landbruget til sidst bliver man træt af at synge om fugle, afgrøder, årstider, såning, høst og malkekøer.
Problemet med nye sange, der kunne opfattes vedkommende for en ny generation af sangglade er, at de er meget svære at få til at fæste rod hos folk. Børnene bliver tidligere ’voksne’ end nogensinde, og hører, ser og interesserer sig mindre og mindre for det, deres forældre interesserede sig for, så hvorfor skulle man lære de nye sange, som færre og færre gider skrive, da der ingen efterspørgsel er,” siger Ivan Pedersen.

Atter andre respondenter er inde på, at fællessangen ikke blot er inkluderende, men også ekskluderende.  At skrive en fællessang, der rammer alle ligger et sted på skalaen mellem vanskeligt og umuligt – og måske er det ikke en gang ønskeligt.

Hvis man droppede kulturpingerne og lavede en repræsentativ statistisk undersøgelse, hvordan ville resultatet så se ud? Ideen er hermed videregivet.

100 stemmer  kan downloades som pdf her

2022 02 07 Ud over scenekanten Af: Ole Christensen
Oplevelsen af at ”læse en bog” går helt tabt i Kristian Kochs bog Ud over scenekanten. Det ligner en manual for folk, der ikke gider læse bøger. Ej heller er bogen videnskabeligt funderet, så en litteraturliste mangler. Bogen er forfatterens egen teoriudvikling, baseret på praktiske erfaringer som musiker, skuespiller, foredragsholder, koncertlytter og coach for mange bands.
Det kan lyde subjektivt, privat og fortænkt, men er det ikke.

Bogen har form som en opslagsbog, man rådfører sig med, når man er i tvivl om, hvad man skal gøre for at forbedre sit materiale, sin optræden, forholdene på scenen og ikke mindst sætlisten, som er et vigtigt element. Koch's egen teori er faktisk slet ikke så tosset ”Credible on Stage Method” (Troværdig på scenen metoden). Det nytter ikke noget at grine over hele femøren, hvis man synger en sørgelig vise. Men det gør man jo heller ikke – eller... Jo, det kan man komme til, hvis man selv synes en vise er fantastisk at synge – eksempelvis på grund af en fremragende melodi med en akkordprogression som man elsker at spille på guitaren. Et bredt smil forvirrer publikum, hvis teksten er sørgelig. Det er en selvfølge for en visesanger at sætte sig ind i sin tekst og hvad dét angår, er der måske ikke så meget nyt at hente. Bogen henvender sig til bands, hvor musikken ofte er vigtigere end teksten. Når det er sagt, bør Ud over scenekanten findes i alle viseforeninger, læses af alle udøvende og diskuteres på øveaftenerne. Alle psykologiske faktorer fx. nervøsitet, relationen til publikum, opbygning af koncerten, betydningen af lyd og lys, angsten for at spille forkert, forarbejdet – alt bliver berørt. Det er bare at vinge af i tjeklisten.

Hvorfor synger og spiller vi viser? Fordi der er sjovt! Det er ikke nok. Man skal ville noget med sit publikum. De skal have den størst mulige følelsesmæssige og musikalske oplevelse, men det er selvfølgelig ikke forbudt, at vi har det sjovt imens. Bogen er lidt dyr, men så kan man jo lade den gå på omgang.
Kristian Koch: Ud over scenekanten, 262 sider, fundet på Saxo.com til 415 kr,-

2022 03 14 Maria KynneHer er der tale om en ikke helt almindelig åndelig oplevelse. Maria Kynne er en ualmindelig dygtig jazz-sangerinde, hvilket hun beviser igen og igen på denne cd med primært egne sange.

Af: Holger Bjørnholt-Fink

Jeg kan lige så godt bekende kulør med det samme: Denne form for jazz er ikke min kop te. Når det er sagt, må jeg også indrømme, at hele produktet er helstøbt. Musikerne er meget kapable og samspillet mellem dem og Maria Kynnes jazzsang er utrolig tæt og intenst. Marias stemme formår på en gang at være et vigtigt instrument OG at formidle teksterne, så der ikke er tvivl om meningen. Det er godt gået.Tekstmæssigt kommer hun rundt i mange facetter af det åndelige univers. Jeg vil mene, at flere af sangene udmærket kan lyttes til, selv om man ikke lige er kristen. Det er virkelig det åndelige, der er i fokus her. Jeg kan ikke anbefale sangene til fællesbrug; det her er musik, som skal lyttes til, og som man virkelig kan fordybe sig i – hvis man er til åndelig jazz.

NB: Billedet på coveret er taget af Inger Færevik.

BAPV 2022 01 31 Nikolai Linares Benny Andersen og Per Vers Per Vers har optrådt sammen med mange nulevende kunstnere - og nu altså også et fremtrædende medlem af "De døde poeters klub." (Foto: Nikolai Linares).

Benny Andersen og Per Vers sammen? Det lyder da nærmest helt hen i skoven


Holger Bjørnholt-Fink

Men ikke desto mindre er der kommet en hel cd-udgivelse ud af det, selv om den først blev udgivet efter Benny Andersens død. Om man kan lide det? Det er jo nok en smagssag. Ja, en smagssag er det i allerhøjeste grad. Per Vers fik Benny Andersens tilladelse til at gøre, hvad han havde lyst til med nogle digte, som Benny nåede at få indtalt før sin død. Per har så klippet og klistret og skåret og tilføjet efter sit eget hoved, men efter eget udsagn med respekt for Bennys tekster. Jeg fristes til at citere fra Matador: Den er dansk, men man vænner sig til den. Umiddelbart forekom det mig nærmest at være helligbrøde, men projektet vinder efter min mening ved nærmere efterlytning. Så smid fordommene væk og lyt med et åbent sind; måske vil du kunne lide i hvert fald noget af det.
Plademærke og nummer kendes ikke.