Når Benny Holst i en alder af 78 år stadig tager ud og spiller og synger for folk, må det siges at være noget af en præstation. I år er det nemlig 60 år siden, han blev professionel som rejsende i musik. Benny Holst Trio: Benny Holst, Martin Andersen og Jacob Rathje.

Holger Bjørnholt-Fink

Jeg har ikke kendt Benny Holst i alle de 60 år, han har turneret, men jeg har dog fulgt ham og hans karriere, siden han begyndte sammen med Povl Dissing, startede projektet Agitpop sammen med Jesper Jensen og Per Schultz, hvilket igen førte til duosamarbejdet med Arne Würgler og nu  hans solokarriere med de klassiske sange som Weekendfar, Bedstemor med slag i og Sten i min mur. Siden var han i mange år optaget af at synge John Mogensen sange i en teaterforestilling om dennes liv. Men så vendte han tilbage med egne sange, som han fortsat fremfører for fulde huse sammen med sin trio, der p.t. består af Jacob Rathje på guitar og Martin Andersen på violin.

Denne konstellation med Benny selv siddende i midten med sin guitar og mikrofonen kan virkelig få folk op af stolene. Selv efter de mange år er han fortsat en dygtig sanger og en eminent guitarist, men først og fremmest er han en performer, der virkelig kan nå ud over rampen til publikum. Benny har en helt speciel stemme, som man ikke går fejl af, når man først har hørt den. Der er en særlig nerve i den, som i helt særlig grad får teksterne til at trænge ind hos publikum, hvilket jeg har oplevet adskillige gange i løbet af de sidste 45 år. Jeg besøger ham i hans hjem i Kulhuse nær Jægerspris.

Kan du starte med at fortælle lidt om dig selv og hvordan, du kom i gang med at spille og synge? Jeg kan forstå, at det har noget med din mormor at gøre.
Ja, hun fik plejetilladelse til mig, da jeg var 2 år, og så flyttede jeg hjem til hende, hvor hun boede sammen med sin mand og sine børn. Det var sådan en toværelsers lejlighed, så der var godt fyldt op. Hun var syerske; hun sad hjemme og syede. Min morfar var tømrer, så hun holdt sammen på det hele derhjemme. Når hun syede, sad hun og sang, så inden jeg kom i skole lærte jeg en masse sange.

Så du har næsten fået det ind med modermælken!

Ja, det kan man sige, ja. Så fik jeg en mundharpe til jul, og så spillede jeg nede i gården. Det var tidens populære sange som Gillelejevalsen og sådan noget. Så kom jeg i lære som retouchør – dybtryksretouchør – da jeg var 14 år, og der læste jeg engang en artikel i en avis om Henrik Johansens band. Det var med bl.a. Theis Jensen (dansk trompetist) og Freddy Fræk (dansk sanger og banjospiller). Jeg og en kammerat tog ud for at høre dem, og vi var fuldstændig solgt, og så bestemte vi, at ville lære at spille. Han spillede trompet og jeg lærte at spille klarinet. Vi spillede jazz, men jeg holdt op med at spille klarinet, da jeg var 19 år. Jeg fik lavet mine tænder, efter at jeg havde fået dem slået ud, og det gjorde, at det snurrede i hele hovedet på mig, når jeg spillede. Jeg kunne ikke holde det ud. Men allerede som 16-årig var jeg begyndt at interessere mig for bluesmusikken og havde købt en guitar.

Du har en ret speciel spillestil, som lyder rigtig godt.

Det kaldes three-finger-picking. Jeg lærte det af en ung amerikaner, der var rigtig god til det, og han introducerede mig til Bob Dylan. Ham havde jeg hørt om i forvejen, men jeg tænkte, at han bare var endnu et hvidt hoved, der spillede de sortes musik. Det ændrede sig ved mødet med ham amerikaneren.

Det er jo 60 år siden, du blev professionel, kan du fortælle lidt om, hvordan det begyndte?

Ja, jeg spillede jo lidt sammen med et band ude i Farum, og en af dem, der var til stede der, var den ganske unge Povl Dissing, der på det tidspunkt spillede kornet, så vi faldt i snak, og så viste det sig, at vi begge to spillede guitar. Vi tog så hjem til en, der hed Kurt og som spillede bas, og så sad vi der og spillede sammen. Så flyttede Povl til København samtidig med, at jeg kom hjem efter et længere ophold i Spanien; det har været omkring 1963, og så spillede vi sammen hver tirsdag inde hos ham. Dengang kunne man låne grammofonplader på den amerikanske ambassade, og det benyttede jeg mig af. Jeg valgte nogle numre ud, som vi så spillede, selvom vi bestemt ikke lige frem var ørne til engelsk.

Jeg har hørt nogle numre med dig og Povl Dissing, hvor I både spiller og synger. Du lægger anden stemme til Povl.

Ja, det er rigtigt. Sådan en som Sølvstænk i dit gyldne hår er jo ren blues. Men historien er så, at Povl blev professionel i 1965, og 2. januar 1968 inviterede han mig med ud at spille, og lige siden har jeg været professionel. Det er over 60 år siden nu. Vi optrådte sammen i to år og jeg kom så i kontakt med Jesper Jensen, der opfordrede mig til at lave musik til nogle af hans politiske tekster. Det gjorde jeg så, og det resulterede i pladen Den 1. Maj. Det var starten på Agitpop, hvor jeg traf Arne Würgler. Vi to havde så et samarbejde i mange år samtidig med, at vi lavede vores egne ting ved siden af, for mit vedkommende Sange af Benny Holst, Rejsende i Musik og Historien om Jenny.

Historien om Jenny er en helt overset skive. Efter min mening er den et mesterværk. Der kommer du helt ind under huden på det hele.

Ja, den er virkelig overset. Den kom nok for tidligt. Den var om temaet: Jeg lever ikke nu. Jeg er bare i live. I virkeligheden handler den stort set om mig selv på det tidspunkt, men det var for svært for mig at skrive direkte om mit liv, så jeg opfandt Jenny til lejligheden.

Og så var der Sten i min mur.

Ja, det er fra den Kom Johanne er fra. Jeg gik med min datter i barnevogn ned til søen. Vi så en gammel mand, der fodrede troldænderne. Et øjebliksbillede fra dengang. Den har nogle gode eksempler på bogstavrim. Det kan jeg vældig godt li’. Her er et af dem: Vi fik forår i februar fordi, da du blev født, Johanne, var vinteren forbi. Det er også der, To harmonier er fra. Det er en kærlighedserklæring til min første kone.

Så den har slet ikke noget med din første guitar at gøre? Det har jeg ellers altid troet.

Næ, den er til hende. Det var noget værre rod, den gang. Mit svendestykke er fra Rejsende i Musik. Det er en sang, der hedder Gådevisen. Jeg fik inspiration fra Josh White, der har lavet I Gave My Love A Cherry, en smuk gådevise på engelsk. Senere hørte jeg den gamle vise om Svend Normand, også kaldet Djævelens ni spørgsmål. Den er et eksempel på en dansk gådevise, og så bestemte jeg, at sådan en ville jeg også lave. Og det gjorde jeg så.

Så lavede du pludselig ikke flere plader i mange år. Hvad skete der?

Det var efter Jenny pladen. Jeg var meget stolt af den, og vi tog ud for at spille den for publikum, men der kom ingen folk, og så gav jeg op. Jeg kom så med i det projekt med John Mogensen, og det holdt mig beskæftiget i en del år.

Hvad betyder John Mogensens sange for dig? Du beskæftigede dig jo med ham i længere tid.

Tja, jeg havde det lidt blandet med ham i starten. Jeg kunne vældig godt li’ Sidder på et værtshus, mens jeg til gengæld syntes, at To men’sker på en strand var for banal. Men det endte med, at jeg trivedes med det, og det er nok derfor, at det gik i 12 år. Men det sluttede, da Jytte Pilloni (dansk sangerinde) døde. Der var ikke rigtig nogen, der kunne løfte arven efter hende. Siden kom der gang i triosamarbejdet med Martin Andersen og først Troels Jensen og siden Jacob Rathje. Og det kører så nu. Det er ret fedt, men jeg ville gerne ud noget mere. Desværre er Martin (Andersen) ikke med på den. Det skulle jo nødig blive til arbejde, som han ynder at sige.

Har du aldrig tænkt på at tage ud at spille alene?

Jo, det er sket en enkelt gang, og det var faktisk rigtig fedt at sidde der og kunne bestemme det hele. Så hvem ved…

Artiklen har tidligere været offentliggjort i Visor/Viser - Tidsskrift for nordisk folkemusik

Af: Kim Ravn-Jensen

Både Vicki Berlin og Rasmus Krogsgaard hører til toppen af dansk revy. Derfor mødte overtegnede forventningsfuld op i efteråret 2021 og så dem sidde bomstille ved siden af hinanden, mens de i forestillingen ”Småt Brændbart” ping-pongede dels verbalt, dels musikalsk.

Revy eller noget andet?

Kim: - Da jeg så jeres forestilling, tænkte jeg, at det var en glimrende revy. Hvorfor synes I ikke selv, at ”Småt Brændbart” er en revy?

Vicki: - ”Småt Brændbart” er ligesom sin egen stil. Revy er jo små sketches, hvor man går ind og ud, man har kostumer på, og man spiller forskellige karakterer. Det gør vi ikke i ”Småt Brændbart”, her synger vi satiriske sange med personlige historier, som vi har givet et humoristisk twist – og noget poesi.

Rasmus: - Den største forskel er, at ”Småt Brændbart” ikke er særlig politisk – og så er det ikke dagsaktuelt. Det meste af ”Småt Brændbart” har vi faktisk skrevet for to år siden, og det ville ikke kunne lade sig gøre med revytekster. Vi kan godt lide at skrive dagsaktuelle ting til revyer, men til ”Småt Brændbart” var det inspirerende at skrive noget, der handler mere om os selv.

Vicki: - som har taget udgangspunkt i vores eget liv.

Rasmus: - En sang som Bibelen kort fortalt vil være lige så aktuel om et år, for religion er jo noget, der aldrig bliver uaktuelt. Sangen gennemgår Bibelens fortællinger set med nutidens øjne. Vi får bl.a. nævnt Rune Klan og XL Byg og sådan noget. Vi kan bestemt godt lide at svirpe, og det gør vi bl.a. i det nummer.

Kim: - Skriver I begge tekst og musik?

Vicki: - Vi skriver begge to tekster, men det er Rasmus, der skriver al musikken.

Rasmus: - Vi har skrevet ca. halvdelen af sangteksterne hver især, men den mellemliggende tekst har vi skrevet sammen – og det har været meget inspirerende.

Moderne indpakning

Kim: - Som 63-årig tænker jeg, at der er et ”ungt strejf” over det, I laver. Er det noget, I har stræbt efter?

Vicki: - Vi har først og fremmest stræbt efter at lave noget, som vi selv syntes var sjovt. Først bagefter erfarede vi, at vi har ramt bredere, end vi regnede med. Både skoleklasser og pensionister har syntes, det var sjovt.

Rasmus: - Til at begynde med tænkte vi, at det ikke ville gøre noget, hvis vi rykkede os lidt væk fra TV Charlie og mere over mod Zulu. Vi lagde også vores første testshows for to år siden på Teater Play på Amager. Det er et sted, hvor der som regel er standup med et yngre publikum. Men i de teaterforeninger, vi har spillet i efteråret, har vi været meget glade for at opdage, at det ældre publikum også kan lide den stil, vi har fundet frem til.

Vicki: - Det er fordi, at vi jo faktisk er lidt yngre end revystilen, eller i alt fald, hvad folk forbinder med revy.

Historien bag

Kim: - Hvordan blev forestillingen til?

Rasmus: - Vi er bedste venner, og det er vi blevet gennem alle de mange revyer, vi har lavet sammen. En dag kiggede vi på hinanden og sagde: ”Hvorfor laver vi ikke noget sammen, som er helt vores helt eget?” Vi fandt et tidspunkt i kalenderen, som var ledigt for os begge to. Der var et år til, og så tænkte vi, at ”nu går vi bare i gang, og så satser vi på, at vi har noget færdigt om et år. Hvis det går godt, kan vi derefter tage stilling til, hvordan vi får det sendt ud i verden.” Og efter ti testshows syntes vi selv, at vi havde et færdigt produkt.

Kim: - Hvordan har I fået jeres flotte grafik?

Rasmus: - Grafikken har vi selv lavet. Da vi skulle på turné, gik vi ”amok” med merchandise. Vi har ikke solgt ud af det, men vi har lavet mange ting, fordi det var sjovt. Dørmåtten fandt vi på, da vi skulle på teaterseminar og sælge forestillingen. Dér laver man en stand, hvor teaterforeningerne kommer hen og taler med en og eventuelt køber forestillingen. Senere har publikum simpelthen syntes, det var så sjovt, at der lå en dørmåtte med vores navn på.

Vicki: - Vi har også lavet drikkedunke, som vi sidder med på scenen, dem står der også ”Småt Brændbart” på. Der er flere, der har spurgt: ”Hvorfor sælger I ikke de drikkedunke som merchandise?” Men det er bare nogle, vi selv har klistret sammen, så…

Kim: - Hvordan fandt I på navnet ”Småt Brændbart”?

Vicki: - Den første dag satte vi os ned og sagde: ”Vi skal finde et navn!” Så lavede vi en kæmpe brainstorm. Da vi lige pludselig kom på ”Småt Brændbart”, havde vi begge to en form for relation til det navn. Vi har begge altid syntes, at det var et fedt udtryk. Jeg havde det fra min barndom, fordi min far altid brugte det. Derfor vakte navnet genklang hos os begge to. Jeg synes, at der er noget ydmygt i, at noget er småt, og der er også noget kraftfuldt i, at noget er brændbart. På den måde syntes vi, at det faktisk beskrev os ret godt. Det er lidt en rodekasse med ting, der ikke passer ind andre steder. Vi var også et sted, hvor vi tænkte: ”Hvad er vores show for noget – vi ved det ikke rigtigt.” Det er ikke standup, det er ikke revy, det er sådan lidt en kasse for sig selv.

Kim: - Hvordan fandt I emnerne til jeres sange?

Vicki: - Når man er så gode venner, som vi er, får man også nogle indforståede ting. At skrive en sang om ”Treo” er jo umiddelbart lidt underligt, men jeg har bare noget med Treo. Vi elsker Treo, og det er noget, vi sådan har grinet af. Så er det oplagt, at det lige er os, der skal skrive den sang, fordi vi har det sammen som en del af vores venskab.

Rasmus: - Og så er der ”farjokes”, dem har Vicki skrevet om. Dem har hun det nemlig svært med.

Vicki: - Ja, de der dårlige jokes, som nogen kommer med.

Rasmus: - Jeg kan sagtens følge Vicki, i, at farjokes måske har haft deres tid. Men jeg synes somme tider, at de er lidt sjovere, end Vicki synes. Så sangens rollefordeling er faktisk ægte – det kan godt ske, at jeg kommer til at sige noget i den boldgade, hvor Vicki så sender mig det samme opgivende blik som i showet.

- Vores dialog på scenen ligger meget fast, selv om den virker smalltalk-agtig. Jeg tror, man kunne filme vores forestilling to dage i træk, og vore mellemtekster ville være fuldstændig ens. Vi er meget pertentlige med, at timingen skal være præcis. Det har vi med os fra revyen.

Brændstoffet

Kim: - Samtidig får man da en fornemmelse af, hvordan det var at være Vicki, da Vicki var lille, og hvordan det var at være Rasmus, da Rasmus var lille. Jeg håber, I var ærlige, for den gik rent ind hos mig.

Rasmus: - Det kan jeg love dig. Sangene tager jo udgangspunkt i, hvad der ligger os selv på sinde. I en revy tager man derimod udgangspunkt i, hvad der sker i samfundet: ”Hvad har Mette Frederiksen sagt for nylig?” Men i det her tilfælde sagde vi: ”Hvad går vi selv og enten glæder os over i dagligdagen eller irriteres over?” Nu ved jeg, at Vicki er meget glad for IKEA. Derfor er det mig, der har skrevet sangen IKEA. Jeg synes nemlig tit, det kan være en parforholdstest at gå en tur i IKEA sammen. Og sådan noget som dobbeltmoral synes vi begge er et relevant emne at tage op, som vi gør i den sang, der hedder Jeg syn’s, hvor vi synger om, at vi synes, at man fx skal lukke flere flygtninge ind, ”bare det ikke bliver der, hvor jeg bor.” Vi skal også passe på klimaet, ”men jeg gør det ikke – det regner jeg med, at I andre gør.” På den måde var det egentlig nemmere end at lave revy, fordi vi bare skulle kigge indad og sige: ”Hvad føler jeg lige nu, og hvad går jeg egentlig selv og tænker på?”

Hvad med publikum?

Kim: - Hvordan håndterer I det sandsynlige scenarie, at halvdelen af publikum synes ligesom I, mens den anden halvdel bliver fornærmet?

Vicki: - Noget af det gode ved at lave et show sammen med sin bedste ven er, at vi er jo grundlæggende ret enige om rigtig mange ting. De steder, hvor vi måske er lidt uenige, har vi respekt for hinandens forskelligheder. Men ligesom når man laver revy, vil det jo dele salen. Når man tager nogle ting op, som er en smule kontroversielle, så vil der jo være nogen i hver lejr. Men hvis ikke man også inddrager sådan nogle emner, så vil det ikke være os – vi bliver nødt til at tage noget, der kommer fra os selv. Så det vil altid dele vandene nogle gange. Det er det, satire kan og gør, og det skal der jo være plads til.

Rasmus: - Både når vi laver ”Småt Brændbart”, og når vi laver revy, gælder det jo, at vi grundlæggende bare udstiller situationen uden at pege fingre. Vi synger for eksempel: ”Det er skønt at være kristen i vores lille land, hvor alle godt må joine festen – næsten.” Dét er jo en kendsgerning. Begge vægtskåle bliver nævnt, og ingen fløje bliver for alvor sagt imod. Men alvoren kigger frem midt i grinet.

Vicki: - Der er heller ikke nogen af os, der har lyst til at være grove for grovhedens egen skyld. Jeg vil aldrig nogen sinde stå på en scene og lave en parodi på nogen, som jeg ikke ville kunne lave, hvis de selv sad i salen. Det tror jeg er en rigtig god holdning at have.

Små og store spillesteder

Rasmus: - Vi har spillet ”Småt Brændbart” både små og store steder. Det fulde udtræk er med lyd og lys og røgmaskine osv.

Vicki: - I Helsingør har vi derimod spillet på en lille restaurant, der hedder ”Strejf”, hvor vi nærmest kun havde et lille hjørne. Vi kunne kun lige have vores to barstole og vores lille tønde, og det var sådan set det.

Rasmus: - Små scener har vi begge prøvet før. Vicki startede på Bornholmer Revyen, og jeg startede i Ganløse Revyen. Jeg har også lavet små forestillinger som for eksempel en Preben Kaas-kabaret og en lille kabaret med Susanne Breuning, der handlede om Knud Pheiffer. Vi elsker begge det lille format, fordi der opstår en helt speciel nærhed mellem os og publikum. Det kan være lige så overvældende som at stå på en stor scene.

Også som lydudgivelse

Kim: - Hvordan sælger jeres lydudgivelse?

Rasmus: - Otte af vores sange er tilgængelige på alle streaming-tjenester. Vi indspillede dem i mit hjemmestudie som en del af vores markedsføring op til turneen. Og det har været effektiv reklame at kunne lægge en sang på Facebook engang i mellem.

Vicki: - Men i Odense hørte jeg lige pludselig mine kolleger spille Treo ude bagved, og det var jo enormt hyggeligt.

Rasmus: - Men jeg tror nu, at det med at udgive musik – i alt fald i vores hjørne af branchen – det skal man aldrig gøre for at tjene penge på det.

Fremtidsplaner

Kim: - Hvad er jeres fremtidsplaner?

Vicki: - Vi har tænkt os at lave ”Småt Brændbart” også mange, mange år fremover.

Kim: - Men I kan da ikke have en ny barndom hvert år?

Vicki: - Det er rigtigt, men der kan komme nye emner. Vi har heldigvis oplevet mere, så vi kan zoome ind på forskellige ting, og vi kan da også skrive noget helt andet.

Rasmus: - Allerede til det her show har vi skrevet materiale, som der ikke blev plads til. Så inden alt for længe går vi nok i gang med at lave en toer. Det er jo noget, vi afsætter tid til imellem de andre ting, vi laver, så vi skal føle, at tidspunktet og lysten og inspirationen for en toer er tilstede. Vi skal have tid til at fordybe os – men det kommer til at ske. Men vi kommer også til at fortsætte med at lave revy i mange år.

Vicki: - Det gør vi.

Rasmus: - Vi har lige nu ikke nogen revyplaner sammen. Jeg er i Nykøbing Falster Revyen, og Vicki er i Odense Sommerrevy og har været der fra det allerførste år. Vi er ikke fastansatte, men i de her år er vi meget fast tilknyttet hver især. Vi føler os meget privilegerede og har dejligt arbejde et langt stykke ud i fremtiden i vores kalendere. Det er fantastisk, og Vicki brugte samtidig en stor del af sidste år på at lave en stor international film, der får premiere i Cannes. Så det er ikke kun de skrå revybrædder, vi er dyrker. Jeg har lige siddet i klipperummet på ”Året Der Gak”. Det er en af mine store passioner at klippe film sammen.

- Vi føler os heldige, at vi har fået opfyldt så mange af vores drømme. Så er tiden inde til at sætte sig nogle nye mål, og netop derfor lavede vi forestillingen ”Småt Brændbart”. Når barndomsdrømmene er opfyldt, kan være lidt angstprovokerende at skulle skabe nye drømme for sig selv, men selvfølgelig er det muligt. Og når det, vi drømte om i en sofa for tre år siden pludselig er en realitet, kniber man sig i armen og tænker: ”Hvor var det godt, at vi turde!”

Af: Holger Bjørnholt-Fink

Steen Steensen Blicher fødtes som jyde den 11. oktober 1782 i Vium præstegård i nærheden af Viborg, hvor hans far var præst. Steen var lille og skravlet, men udviklede sig til at blive en stærk og beslutsom ildsjæl, som allerede tidligt viste sit digteriske talent. Han blev student i København og siden huslærer på Falster og adjunkt i Randers, inden han i 1819 blev præst i Thorning kun 6 km fra Vium. Præstegerningen holdt han fast i, sådan da livet igennem, selv om han faktisk var mere interesseret i digtning, landboreformer og efterhånden også politik.Han var i starten tilhænger af enevælden og betragtede Frederik den Sjette som den ideelle hersker, der stille og roligt arbejdede hen imod større velstand og større frihed. Senere engagerede han sig ivrigt oprettelsen af stænderforsamlingerne, som var en slags forløber for Grundloven, men til sin store sorg blev han ikke valgt ind.

Derimod tog han initiativ til at oprette et årligt folkemøde på Himmelbjerget, som faktisk blev en stor succes igennem en årrække.Blicher var især optaget af almuen, dvs. folket. Han var en stor tilhænger af reformer især i sine senere år og bevægede sig ofte på kanten af, hvad enevældens censur tillod. Hans digtning var et nybrud med tidens romantiske litteratur, som den kom til udtryk hos bl.a. Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg.

Han startede med at oversætte og gendigte Ossians Digte fra engelsk. De kom i to bind i hh. 1807 og 1809, men i 1814 udkom hans egen Digte. Første Deel efterfulgt af Digte. Anden Deel tre år senere. Det var ikke let for Blicher at bryde igennem. Han blev regnet for at være provinsiel, og helt galt blev det på det københavnske parnas (som anførtes af Heiberg), da Blicher begyndte at skrive såvel digte som prosa på jysk! Ikke desto mindre var det Blichers produktion, der blev folkeeje – især efter hans død i 1848 – hvorefter hans værker udkom i utallige udgaver, ligesom adskillige af hans noveller er blevet filmatiseret i nyere tid.

Hans første gennembrud var En landsbydegns dagbog, som kom i 1824, og som stadig står som et mesterstykke i dansk litteratur, men det er nok især hans digtning, der huskes i dag. De fleste kender jo både Mads Doss og Jyden han æ stærk å Sej, men også Sig nærmer Tiden og Det er hvidt Herude hører til blandt de kendteste af Blicher. I Blichers digtning er det uden tvivl hans såkaldte Naturkoncert ved navn Trækfuglene fra 1838, der fortjener førstepladsen, ikke mindst på grund af Præludium og Ouverture, bedre kendt som de ovenfor nævnte Sig nærmer Tiden og Det er hvidt Herude, men der er meget mere at hente også i de øvrige digte, som rummer adskillige lag. Det, som tilsyneladende er smukke naturbeskrivelser, er fyldt med henvisninger til såvel Blichers egen situation (Han var faktisk dødssyg, da han skrev disse digte), men også med slet skjulte kommentarer til højre og venstre. Han var som sagt en ildsjæl og optaget af mange ting, selvom eftertiden har tendens til at huske ham som en nærmest depressiv natur.

På trods af modgang, sygdom og pengesorger levede og åndede han for at forbedre forholdene for samfundets små, hvilket bl.a. kom til udtryk engang, da han blev anklaget for ikke at have orden i regnskaberne for fattigvæsnet, som sognepræsterne dengang bestyrede. Men sognebørnene godtgjorde, at Blicher godt nok ikke havde styr på regnskaberne, men at han helt uegennyttigt havde spædet til af egen lomme, når der var lavvande i kassen. Hans produktion var enorm; ikke bare digte og noveller, men også indlæg om landboreformer og politik.

Han døde i 1848 efter længere tids sygdom, og ingen mindedes ham hverken i vers eller prosa. Der afholdtes auktion over indboet i præstegården, men efter opgørelsen viste det sig, at der ikke engang var råd til en gravsten. Først i 1864 var der blevet indsamlet penge nok til at få opstillet et gravmæle på det sted, hvor man mente, at Blicher var begravet. Og først da blev Blichers digtning for alvor folkeeje! Hans skrifter solgte i titusindvis, langt over, hvad hans samtidige opnåede! Mens københavnske anmeldere som f.eks. Georg Brandes overhovedet ikke nævner ham, kom der begejstret omtale fra bl.a. Jeppe Aakjær og endnu senere af Knud Sørensen og Hans Brix.
Blicher har noget at sige til alle.

Foto: Thinna Aniella

 

Rikke Thomsen – kunsten at finde sig selv

Af: Kim Ravn-Jensen

Kun få visekunstnere har i Danmark markeret sig ved at synge på dialekt med Niels Hausgaard og Allan Olsen som de kendteste eksempler. Men i 2019 sprang Rikke ud som fuldt færdig kunstner på sønderjysk og er siden blevet anerkendt i mange sammenhænge.

Lidt fakta:
Født 1990
Konservatorieuddannet (rytmisk) i guitar og sang
2019: Første udgivelser
2019: Modtog Modersmål-Prisen på den friskole, hvor det hele begyndte
2020: Bidrog til DR’s fejring af 100-året for Genforeningen med Sønderjylland
lp'en ”Opland” udgivet oktober 2021
Booking: www.heartbeatmanagement.dk

At blive set af en voksen
– Jeg kommer fra en lille flække i Sønderjylland, som hedder Blans. Dér gik jeg på en helt fantastisk lille friskole, som stadig findes. Vi fik en ny musiklærer, der hed Bettina, som dukkede op på et vigtigt tidspunkt i mit liv og fik et kærligt øje for mig. Dengang bestod min familie af min stedfar, min mor og tre mindre søskende. Musikken havde jeg dog for mig selv, og dér kunne jeg udtrykke noget, jeg ikke kunne udtrykke andre steder. Musikken var en vigtig del af hele friskolens identitet. Det var startskuddet, for det betød meget for mig at kunne spille guitar.

Ungdomsliv fjernt fra Sønderjylland
– Efter 9. klasse kom jeg på musikefterskole, og derefter flyttede jeg til Nordjylland op til min far og stedmor. For pokker, hvor bliver man dog rykket op med rod, når man sådan flytter fra den ene ende af landet til den anden! Musikken blev igen min indgangsvinkel til mine venner. På gymnasiet gik min søster og jeg i klasse sammen. Vi havde altså hinanden dér, og vi har alle dage snakket sønderjysk sammen – vi blev meget hurtigt ”the Mojn-Sisters”.
– Derefter havde jeg nogle flakkende år, hvor jeg godt vidste, at det var musikken, der skulle bære mit liv. Jeg spillede i forskellige bands som guitarist – og drømte om musikkonservatoriet. Jeg var sønderjyde nok til at indse, at jeg skulle øve mig meget, før jeg blev klar til optagelsesprøven. Så jeg havde nogle år, hvor jeg prøvede nogle ting af og spillede i bands. Det var mest søde og bløde popsange på engelsk.
– Jeg boede i Aalborg på det tidspunkt, og dér er der et rigtig fedt, spirende musikmiljø – både dengang og i dag. Her kunne man prøve sig af som sangskriver, og det er det, jeg har med mig nu.
– I 2013 vandt jeg songwriter-delen af Aalborgs årlige ”Band Battle”, og jeg vandt også ”Akustikkens sangskriverkonkurrence”. Akustikken er en lille guitarforhandler med en afdeling i Aarhus. Jeg sad midt i min største kærestesorg og skrev en ballade, som jeg sendte ind. Med den vandt jeg førstepræmien: En Martin-guitar, som jeg også spiller på i dag.
– 2013 blev en slags pejlemærke, og sådan et tror jeg, at alle har brug for. Jeg modtog det budskab, at ”det er faktisk ikke nogen dårlig idé”.

Konservatoriestudier
– På samme tidspunkt søgte jeg ind på musikkonservatoriet i Aalborg. Jeg kom ind på guitar og sang. Egentlig var det meningen, at det skulle have været guitar, men så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville synge en sang også. Så ville skæbnen, at jeg blev optaget på begge dele...
– For mig var de tre første år på konservatoriet ét langt højskoleophold – det var virkelig, virkelig godt. Samtidig havde al musik – fra firserpop til syrejazz – lige megen værdi. Det miljø og det fællesskab kom der rigtig meget godt ud af.
– Min konservatorietid var nogle mærkelige år – jeg havde et mylder af følelser omkring min sønderjyske opvækst. Når jeg tog ned til min mormor og morfar, opdagede jeg, at selv om mange ting forblev de samme, var der også noget, der lige så stille ændrede sig. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor det gjorde ondt, når jeg var i Sønderjylland. I Nordjylland følte jeg mig godt tilpas, men det var i Sønderjylland, at jeg som lille havde skrabet mine knæ på asfalten – og ingen andre steder.

Fra engelsk til sønderjysk
– Store dele af mit kandidatprojekt skrev jeg hjemme på gården hos min far. Dér forsøgte jeg – som jeg plejede på det tidspunkt – at udtrykke mig på engelsk: ”It is always cold in Copenhagen”. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ville ikke rigtig noget. Så gik der nogen tid, og så ville jeg fortælle min søster den historie. Da jeg på sønderjysk fortalte hende, at det er ”åltins koldt i København”, kunne jeg høre, det var dér, sangen var – og den skrev næsten sig selv. Historier af den art kan ligne klichéer, men den sang havde altså lagret sig og ventet på at komme frem.
– Så lagde jeg hele mit liv til side og gav mig til at skrive sange på sønderjysk. De blev til over en meget koncentreret periode på mit gamle teenageværelse.

”Jeg tror, du bli’r klogere”
– Men det har nok været på vej før. I 2013 hørte Allan Olsen mig spille til Band Battle-finalen. Ugen efter ringede han til mig og sagde: ”Hør, Rikke, vi er sådan nogle stykker, der skal til Tønder Festival – med et par stykker mener jeg mig og Niels Hausgaard – kunne du tænke dig at være med og spille lidt?” Jeg skyndte mig at sige ”ja”, og så tog jeg med.
– På vej hjem siger Allan Olsen så: ”Hvorfor synes du lige, at du skal skrive på engelsk?” Jeg prøvede naturligvis at lyde velovervejet, så jeg forklarede, at jeg ønskede at lyde som mine helte: Elvis, John Mayer og Jeff Buckley. Allan sagde, at det kunne han sagtens spejle sig i, men han sagde også, at ”jeg tror, du bli’r klogere.” Det var både provokerende og meget kærligt sagt. Jeg tænkte, at ”det skal han ikke bestemme”, men jeg skrev det også ned i min notesbog...

Gennembrud
– De sange, jeg skrev fra oktober 2018 til januar 2019, vil lidt af hvert. Men jeg blev hurtigt klar over, at den sang, der nok ville kunne flytte mest i mit gamle barndomsland, var Omve’n hjemve. Udgangspunktet var en note, jeg skrev som noget af det første: ”Jeg har minder, ingen minder mig om.” Jeg huskede jo både det trælse og det dejlige, men ingen andre havde på det tidspunkt lyst til også at huske det trælse.
– Jeg skrev sangene til mine egne behov, så når andre har fået glæde af dem, har det været en kæmpe gave. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg flyttede til Nordjylland.

Fremtidsplaner (pr. september 2020)
– Jeg drømmer om at lave et album i fuld længde – stadig opbygget omkring den visetradition, jeg repræsenterer og kommer fra. Men jeg er jo også guitarist, så planen er, at det må gerne slå lidt hårdere. Der kommer lidt strøm på også. Jeg håber, at jeg kan træde i for eksempel Jacob Dinesens fodspor. Sådan noget med den gode historie for øje, men med lidt mere kant.
– Sangene kommer nok også til at flytte sig. Jeg er meget traditionsbunden, og mine gamle sange vil med band lyde nogenlunde som før. Angående mine nye sange, tror jeg, at de fleste vil kunne høre, at de er skrevet af den samme. Det kunne være ret sjovt at lave et vaskeægte pop-rock-hit på sønderjysk.

 

Foto: Ida Arentsen

Foto: Anna Marin

Tidligere offentliggjort i magasinet Visor (nr. 17)