Bragr – live at Engelsholm
Af: Ole Christensen
En ny CD fra Bragr er indspillet live på Engelsholm Slot. Gruppen består af Perry Stenbäck (Nøgleharpe og cister) Christine Dueholm (percussion), Jesper Bylling Frost (Bas) og Kristian Bisgaard (Klaver og Harmonika). Sidstnævnte er nyt medlem af gruppen. Han tilfører så afgjort noget med sit spil, men han er også kordirigent og kirkemusiker. Det kan høres på vokalerne, der ofte får lov at stå helt alene og vibrere omkring et orgelpunkt. Tonaliteten har nordisk folketone som udgangspunkt, men indimellem kommer der overraskelser fra jazz, blues og rock. Der er rytmiske forskydninger leveret med drive og præcision – og ingen fejl. Det har kostet timer i øvelokalet. Tom Lehrer sagde i sin introduktion til ”The Irish Ballad”: The problem with folkmusic is that it’s written by folks! Så må jeg bare sige: Yeah, but these folks are great, no problem. Fem stjerner til (DMA-vinder 2019 bedste artist) Perry og vennerne fra Bragr. Bookning og køb af CD’en fra hjemmesiden bragr.dk.