Hvad er musik?
Af: Ole Christensen
Musik
er kort og godt titlen på Steen Kaaargaard Nielsen lille bog. Det er en af mange, udgivet på Århus Universitets forlag i serien Tænkepauser. Her skriver forskere indenfor forskellige fagområder om deres overordnede refleksioner og forskningsresultater. Forfatteren er musikforsker. Med udgangspunkt i sin egen erindring om pladespilleren, hvor Dissings ”25 minutter endnu” snurrede, gør han sig tanker om, hvad musik er, og hvordan vi bruger den og har brugt den.
Bogen forekommer også relevant for os, for begrebet defineres bredt, og forfatteren advarer i bogen, og i et interview i Kristeligt Dagblad, om ikke at indsnævre det eller gøre os til dommere over, hvad der er god eller dårlig musik (med eller uden tekst). Pop har en funktion såvel som klassisk musik.
En spændende synsvinkel er det også, når forfatteren kaster sig over nodesystemet. I hvor høj grad repræsenterer det musikken? Hvor bogstaveligt skal man tage noden? Det er indlysende, at det at lytte til eller spille musik, er noget andet end at forstå en node. Kortet er ikke det samme som landskabet.
Specielt i den moderne tid, hvor musik kan streames fra snart sagt alle elektroniske platforme, næsten gratis, opstår der et specielt problem, for hvordan bruges musikken. Bliver den tømt for indhold og funktion fordi den er allestedsnærværende, og det kan være svært at undgå den? Man trykker på en knap og musikken strømmer ud af højttaleren som vand fra hanen. Er der så ikke en risiko for, at musikken bliver så ligegyldig, at den ikke mere kan fremkalde bestemte følelser og stemninger hos lytteren. Det har konsekvenser for den levende musik, der er levende, fordi den kræver færdigheder af den, som spiller og synger, og opmærksomhed fra den, som lytter.
Tænkepauser: Musik af Steen Kaargaard Nielsen, Aarhus Universitets forlag, 75 dkr., 60 sider.

Brug din stemme rigtigt
Ole Christensen
Merete Nørgaards bog ”Stemmens magi” er et must-have. Det er ikke en bog man læser og derefter stiller i reolen. Den er beregnet til at slide op. Mange performere og musikere har gået til forskellige kurser i stemmetræning med henblik på at synge bedre, men Merete Nørgaards bog går skridtet videre. Vi bruger også stemmen når vi ikke synger, men taler. Er det vigtigt, hvis publikum først og fremmest kommer for at høre musik? Svaret er ja. Det er ikke rart at skulle tilkæmpe sig en plads i rummet, men heller ikke at fylde det hele, så andre mennesker ikke kan komme til. Bogen består af en række øvelser med det formål at bruge stemmen mere bevidst, for at opnå en bedre kontakt med publikum, eksempelvis ved at skabe identifikation. Vores stemme fortæller vores historie og er en del af os selv, der kan bruges mere offensivt, hvis vi er klar over, hvad vi skal gøre. Der er en hel del øvelser, som nok kan mærkes, fordi de fremkalder smertefulde erindringer. Efter temperament kan man gennemgå dele af øvelserne og lade andre ligge. Merete Nørgaard bevæger sig lige i nærheden af en farlig grænse, hvor man potentielt godt kan risikere, at man kommer til at åbne for meget op for smertefulde erfaringer, der påvirker brugen af stemmen. Derfor vil jeg anbefale, at man ikke kaster sig over øvelserne alene. Man bør have en eller flere, man stoler på i nærheden, så man kan tale om de tanker og reaktioner, der opstår undervejs. Jeg synes, der mangler en advarselstavle her. Erfaringer kan være pinagtige – og der opfordres til at åbne op. Smerten skal ikke gemmes væk, men placeres rigtigt. Bogen er en trin-for-trin guide med øvelser – og det er ikke kedeligt. Jeg vil anbefale den som obligatorisk læsning for alle, der skal synge eller tale i større forsamlinger. Hvis man påtager sig at instruere andre, er der virkelig tale om en guldgrube.
Kan købes på nettet til omkring 200 kr.-

JuniCD24

En norsk nordmand fra Norge som synger om – Danmark. Hvordan skal det nu forstås? Det skal slet ikke forstås – Det skal bare nydes! Og det uanset om du er norsk eller dansk. Ja, selv en svensker kan godt være med i denne sammenhæng.

Holger Bjørnholt-Fink

Geirr Lystrup må være skabsdansker! Der kan ikke være andre forklaringer.Selv om han synger på klingende norsk er det det pæredanske, der er i fokus. Og han kommer hele landet rundt. Der er barske beretninger som De Danser om de døde soldater, der danser for livet. Der er fortællingen om Geirrs barndom med danske barnepiger, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.Der er historien om, hvordan selveste Tor hamrede Danmark ud af Tyskland med Mjølner.Og rapporten om alle de ægte danskere, der kommer fra hele verden. Intet mindre end to cd’er må der til for at rumme de 39 sange, der får følgeskab af en bog med noder, becifringer og smukke illustrationer af danske Kurt Westergaard.Til overflod er tekster, noder og becifringer fra Geirrs cd fra Menneskenes Land inkluderet.Sangene fremføres af Geirr selv med indlevelse og masser af liv og indfølelse. Og han akkompagneres af en stribe fremragende musikere, der giver hver enkelt sang netop det, den skal have. Min sjæl, hvad vil du mer?

Intet plademærke eller nummer

En anderledes og meget afvekslende oplevelse er denne tredje cd fra dansk/italienske Marc Facchini. Den kræver noget nærlytning, men så åbner den sig i høj grad for den opmærk­somme lytter.

Holger Bjørnholt-Fink

Marc skriver sange med meget kompetente og originale tekster og melodier, ingen tvivl om det. Der er både bid og vid og saft og kraft. Lyt f.eks. til Malmö’s søn under håndvasken og I ensomhed for evigt. Akkompagnementet virker af og til lidt rodet, men ved nærmere lytning understreger instrumenterne i høj grad teksternes indhold. Der tages både almindelige og ualmindelige instrumenter i brug spændende fra guitar, klaver, bas og slagtøj til køkkenskuffer og sølvpapir. Det er ikke et udspil, man bliver færdig med lige med det samme.Min eneste anke er, at sangen af og til står lidt for svagt i forhold til akkompagnementet samt at teksterne ikke er trykt i cd’ens lille muntre booklet. Absolut høre- og anbefalelsesværdig.

The Farm Music / Gateway, For vinyl: LS2020vinyl,  For Cd: LS2020CD, For digital: LS2020digital 

Tid til eftertænksomhed. Det kunne godt være overskriften for denne udgivelse fra duoen Lunau&Sund.Krystalklare vokaler og kompetent akkompagnement.

Af: Holger Bjørnholt-Fink

Jeg har ikke før stiftet bekendtskab med denne duo, men det er helt afgjort en positiv oplevelse.Specielt er Trine Lunaus vokal noget helt for sig. Det er en fryd at opleve en sangerinde, som synger så udtryksfuldt og ubesværet som hende.Teksterne er introspektive, men ikke ligegyldige.Akkompagnementet er afpasset i forhold til vokalen på en meget fin måde, ikke for anmassende, men heller ikke for anonymt, og Peter Sund er en udmærket guitarist.Han synger også for på et par numre, og stemmen er udmærket, men dog ikke i samme klasse som Trine. Men han er fin som korsanger/andenstemmesanger.Trine Lunau er anført som harmonikaspiller, men den har jeg svært ved at finde på numrene.Det skal imidlertid ikke komme udgivelsen til skade.Det er en god oplevelse for lytteren.