Af: Holger Bjørnholt-Fink
Peter Abrahamsen er gammel i gårde og har i tidens løb promoveret så kendte sangere som Erik Grip og formidlet samarbejdet mellem Povl Dissing og Benny Andersen, så han er ikke hr. Hvem-som-helst. Imidlertid er han også sanger og sangskriver, om end han som regel nøjes med at komponere melodier til andres tekster. Det gælder også i dette tilfælde; dog har han også haft en finger med i spillet på cd’ens første visetekst, der oprindelig er på engelsk af skotske Robert Burns, men oversat og gendigtet af først Emil Aarestrup og nu igen af Peter Abrahamsen. Melodierne står han helt selv for, og alle er – som titlen på cd’en mere end antyder – sehr langsam, et udtryk Peter har lånt fra en af sine yndlingskomponister Gustav Mahler. Der er i alt 5 numre på cd’en, alle, med undtagelse af det første, med tekst af Emil Aarestrup. For ikke indviede var Emil Aarestrup en dansk poet fra første halvdel af 1800 tallet, der først blev anerkendt længe efter sin død. Samtiden fandt hans digte for erotiske. Backingmusikerne på cd’en er alle i særklasse, lige fra bassist Bo Liengaard over pianist Torben Kjær og guitarist Ole Bendix til Jens Hørring Olsen, der spiller skotske small pipes på det førstnævnte nummer for at give det en skotsk stemning. Og ikke at forglemme Sidse Holte, der udover kor på et par numre synger det afsluttende nummer Kom Guds engel, stille død. Det er en god skive, Peter Abrahamsen her har begået. Den er simpelt hen dejlig at lytte til. Peter er efter min mening ikke den helt store sanger, men han bruger sin stemme godt og udtryksfuldt, og resultatet er mere end høreværdigt.
Exlibris EXLCD 50043