Visens Venner København

Lissy Kehlet Henriksen

lissykehlerhenriksen@gmail.com

visensvenner-kbh.dk

Hvem er VVK?

Visens Venner København kunne i 2023 fejre 70 års jubilæum – og er dermed Danmarks ældste viseforening. Og vi er ret stolte af, at selveste Sigfred Pedersen sad for bordenden, da foreningen blev stiftet – og at han blev den første formand. På 70 år har vi slidt 10 formænd op. Den nuværende formand – nr. 11 – er den ældste, der indtil nu har sat sig i stolen. Dvs “sat sig” er så meget sagt, for der er rigeligt at se til, hvis alt skal passes og intet forsømmes. Jeg keder mig i hvert fald ikke. 

Vi har gennem de sidste 20 år afholdt vores koncerter i Krudttønden, men denne sæson er indviet med et nyt spillested. Metronomen på Frederiksberg. Vores hulemøder har også skiftet adresse – fremover har vi fået lov at være i Danske Seniorers lokaler i Griffenfeldsgade. For både spillested og hulemødested er der den fantastiske fordel, at det er omkostningsfrit. Så fra at vi har betalt MANGE penge for Krudttønden, og et ret pænt beløb for hulemøde stedet, bliver pengene nu i foreningskassen, så de aktive kan få glæde af dem. 

Vi har meldt os ind i Danske Seniorer – det betyder, at vi betaler 40,- for hvert betalende medlem i foreningen om året. Og hvad får vi så for de penge? 

Ja, punkt 1: så har vi fået et sted at holde hulemøder. Og generalforsamling. Gratis.

Punkt 2: De betaler vores KODA

Punkt 3: Vi kan reklamere for vores koncerter i bladet: Danske Seniorer – og ca. hver 14. dag udsender DS et nyhedsbrev, og hvis vi overholder deadline (og det gør vi) får vi den kommende koncert meldt ud en ugestid før koncerten. Desuden skriver DS også gerne om os på deres Facebook. DET GIVER POTE.

VVK har 7 koncerter om året. Jan, febr. marts, april, sept, okt. og nov. Vi spiller altid søndag eftermiddag kl 15, med undtagelse af en enkelt koncert i november 2024. Det bliver om aftenen, og det er pga skiftet til nyt spillested. Der var ganske enkelt ikke hul i kalenderen til os. 

Vi kan godt lide at lave tema-baserede koncerter – men det betyder, at der bliver en del viser, som ikke rigtig hører hjemme nogen steder. Så en eftermiddag i sæsonen bliver det “blandede bolsjer” – og den eftermiddag er som regel festlig og farverig.

Vi er omkring 25 meget aktive visesangere og musikere, og så har vi en visekreds, der lige nu omfatter 65 medlemmer. Medlemstallet stiger stille og roligt igen efter corona-stoppet. Mht aktive kommer der også nye til – og som den eneste af foreningerne har vi adgangsprøver. Det er der delte meninger om, men vi holder fast i det af mange grunde, og det har vi vist ikke pligt til at forklare/forsvare – sådan er det bare i VVK. Resultatet er, at vi har rigtig mange dygtige visesangere. 

Vi øver privat hos hinanden – flytter os rundt på Sjælland – og får gode, festlige dage ud af det i hinandens selskab, mens vi “pudser viserne af” og gør dem klar til at blive fremført. Vi breder os rent geografisk fra Skævinge til Høje Taastrup, til Rønnede og til Kalundborg. Så der er gang i rejsekort og fælleskørsel. 

 Generalpøverne har også udviklet sig til at blive “små fester”. Da deltagelsen til en generalprøve godt kan indebære besøg af op til 18 personer, er det ikke alle, der har plads til den seance. Men et par af os kan rumme det – og når vi er færdige med at “arbejde” bliver der sunget og spillet lidt for sjov, og vi spiser sammen, inden vi igen går hver til sit. Vi starter typisk kl. 14, udnytter dagens lyse timer, og det bliver ikke sent, inden vi skilles. Hvor der er hjerterum, er der trængsel – og det trives vi med. Det er en god begyndelse til en god koncert. 

Indholdet i vores viser er lige så forskellig som de aktive – vi er en meget broget skare, men den fælles interesse for “visen” er den samlende og alt-afgørende faktor. Som formand nyder jeg den “farvelade” af dynamik, der skabes, når så mange forskellige mennesker enes om at skabe gode oplevelser til glæde for vores trofaste publikum. 

Måtte vi leve længe:-)