Erling Salhauge
salhauge@webspeed.dk
https://visensvennerfrederikssund.dk
https://www.facebook.com/visensvenner.frederikssund
Visens Venner Frederikssund afholder hver sæson 8 viseaftener i Elværket Frederikssund
Vi afholder vores viseaftener den sidste fredag om måneden fra august til april med en pause i december måned. Vores viseaftener starter med fællesspisning af medbragt mad kl. 19 og slutter ca. 22:45 afbrudt af en kaffepause.
Vores slogan er:
Vi har det sjovt med musik og sang
Og det har vi med en vekslen mellem optræden og en masse fællessang. Fællessangene vælges hver gang af nogle af vores medlemmer. Publikum er enten medlemmer eller gæster. Man behøver således ikke være medlem for at få en glad aften i musikkens tegn.
I samarbejde med vores musiker laver vi af og til temaaftener med vores egne solister. Vi har f.eks. haft viseaftener med fokus på Inger Lauritzen, Halfdan Rasmussen, Sigfred Pedersen, m.m. Men oftest er vores viseaftener en blandet buket af sange og viser. Vi har ikke selv så mange udøvende solister, derfor har vi stor glæde af ofte at have besøg af solister fra andre Visens Venner foreninger.
Ingen forening uden frivillige hjælpere. Vores frivillige, hvad enten det er dem som stiller borde og stole op og ned igen, hjælper i køkkenet eller er solister, inviteres de til en årlig sommerfest. Til festen medbringer man sit eget kød mens foreningen giver tilbehør samt drikkevarer, kaffe og kage. Så går snakken omkring grillen, og når maden er spist, er der musik og sang:
Ved vores viseaftener har vi to faste indslag: De magiske 5 minutter og Månedens nye vise. Ved de magiske 5 minutter kan en, som har lyst, optræde med en vise, en anekdote eller andet. Månedens nye vise vælges af vores musiker, som også fortæller baggrundshistorie for visen.
Visens Venner Frederikssund havde stiftende generalforsamling den 19. april 1990 og den første viseaften blev afholdt den 1. juni 1990.
For et medlemskontingent i Visens Venner Frederikssund får man 8 viseaftener, til juleafslutning 2 stk. brød med sild, en øl eller vand, snaps og julebolle. Til vores generalforsamling, som er en halv viseaften, giver foreningen 3 stk. smørrebrød og en øl eller vand.
Alle er velkomne hos os hvad enten det er som medlem eller som gæst. Er du medlem af en anden Visens Venner forening, kommer du gratis ind ved fremvisning af gyldigt medlemskort fra den pågældende forening.