Visens Venner Ballerup

Britt Schirmacher Simonsen

britt.sch@gmail.com

https://www.facebook.com/groups/vvballerup

Visens Venner i Ballerup afholder 6 viseaftener hvert år i Baghuset Sankt Jakobsvej 1, 2750 i Ballerup.

Vi er en flok glade amatører, der kan lide at synge, spille og optræde, og det gør vi med stor glæde og indlevelse for vores fremmødte publikum.

Vores slogan er med tiden blevet ”Seniorer underholder Seniorer”. Det er med den erkendelse, at viser og sange ikke er helt oppe i tiden hos ungdommen, men det skal bestemt ikke forhindre os i VVB i at glæde seniorer i Ballerup og omegn.

Seniorerne, der kommer i Baghuset, kan glæde sig over at være med i det fællesskab, der opstår, når man kommer til vores arrangementer og oplever den rare fornemmelse det giver, at lytte til og synge med på de sange og viser vi har hørt gennem livet og få en sludder med de andre publikummer.

Viseaftenerne ligger på en fredag kl. 18 og starter med med, at publikum spiser deres medbragte mad. Drikkevarer, kaffe og te skal købes i Baghuset.

Kl. 19 – 22 er der underholdning – kun afbrudt af 2 pauser.

Der er garderobe og toiletter i kælderetagen. Der er adgang til en lift fra indgangen, så folk i kørestol, eller folk som er dårligt gående, har god adgang til salen.

Vi har en kreds af aktive visesangere og musikere, der underholder de forskellige aftener. Derudover supplerer vi med solister og grupper fra landets øvrige Visens Venner-foreninger.

Når vi savner inspiration og har ledig tid i programmet, inviterer vi i ny og næ en professionel visesanger eller gruppe på besøg.

To gange om året udkommer vores Viseblad. Her kan man se, hvad de næste 3 viseaftener byder på af underholdning.

Man kan også følge os på Facebook: Visens venner Ballerup. Her vil man også kunne se det aktuelle viseblad, og her kan man endvidere se andre nyheder vedrørende VVB.

Vi startede foreningen i 1995 i Måløv på Brydegården, men efter et par år valgte vi at bruge Baghuset i Ballerup, og her har vi været lige siden. Baghuset er det ideelle sted for vores musik. Der er hyggeligt, og der er gode faciliteter, og det styres af brugergruppen Musiks Samråd.

For at bibeholde de gode forhold er det vigtigt, at vores publikum respekterer, at alle drikkevarer købes i Baghuset – vi skal jo gerne kunne blive der i mange år endnu.

De syngende og spillende medlemmer har et fællesskab omkring musikken. Vi mødes en gang om måneden og øver vores musik og visesang. Her hjælper vi hinanden, så vi kan præstere vores ypperste ved viseaftenerne.

Hvis du kan spille og synge og ønsker at være med i Visens Venner som aktiv? Så læs mere om dette i vores viseblad under ”Hulemøder”.

Vi har også en kreds af hjælpere, der bestemt også er aktive – og helt uundværlige. De hjælper med en masse praktisk arbejde, og det sætter vi stor pris på.

Den aktive del af foreningen afholder julefrokost og sommerfest, og det er ganske fornøjeligt.

 Når du er medlem og har betalt dit årsmedlemskab, kommer du gratis ind ved viseaftenerne, og du får visebladet tilsendt på mail.

Der er mulighed for at tilmelde sig en viseaften per telefon eller mail. Du kan på denne måde sikre dig det bord, du synes er bedst at sidde ved.                                                                                     Hvis du kommer uden tilmelding, er du naturligvis også velkommen, og så får du anvist en ledig plads.                                                                                                     Er du medlem af en anden Visens Venner-forening, kommer du gratis ind, men vi skal se et gyldigt medlemskort fra den pågældende forening.

Vi ses i Baghuset.

Visevenlig hilsen

Bestyrelsen for VVB.