2016: Anmeldelse af Jens Lysdal Landet

Af: Holger Bjørnholt-Fink
Jens Lysdal har begået en dejlig cd her. Han kan nærmest det hele: Skrive gode melodier og lege med sproget i teksterne. Arrangementerne giver fin understøttelse til teksterne, og musikken overdøver på intet tidspunkt sangen – en fejl, mange udgivelser ellers lider af. Desværre er der kun få sange på skiven – det er nærmest, hvad man i gamle dage ville kalde en ep (for ikke indviede: en ep var i vinyltiden en mellemting mellem en singleplade og en lp). Men måske kommer der mere på et tidspunkt. Der er styr på sagerne, men uden at der mangler nerve – det, de gamle spillemænd kaldte ”æ nap” eller ”tawet”. Melodierne står stærkt og godt instrumenterede. God produktion, men multiinstrumentalisten Jens Lysdal har vel heller ikke for ingenting arbejdet sammen med folk som Donna Summer, Sanne Salomonsen, Povl Dissing og Sebastian.
Og teksterne: Underfundige og varme. Ironiske. Og som afslutning en ordentlig gang samfundsrevsning. Kort og godt: Denne udgivelse har jeg nydt at lytte til, ikke kun en, men adskillige gange. Kan varmt anbefales.

2016: Iben Hasselbalch Drømme og nye sange

Af: Holger Bjørnholt-Fink
 Ny cd fra Iben. Spændende. Det er længe siden sidst.
Som sædvanlig smukt og pænt med masser af naturstemning og god vokal. Nogle vil sikkert mene lidt for pænt, men tag lige og lyt videre! Iben kan det der med at sætte natur- og kulturbeskrivelser i musik. Hatten af for det! Og hun synger smukt og velartikuleret, men netop denne pænhed giver ekstra bid, når det kommer til de bidske tekster, som hun også har nogle af. Som når hun gi’r slipsedyrene i storbankerne et ordentligt skud for boven (Og slipsene sidder præcis som de skal) og os alle (Heldigvis ikke mig! Pudse, pudse glorie!) en salve (Jeg vil ha’). Eller når hun giver et bud på, hvad en stakkels syttenårig knægt skal stille op, når han har fået en dårlig karakterbog (Brev til mor). Humoren fornægter sig heller ikke (Bellevue). Hertil kommer akkompagnementet, som (igen) er lagt i hænderne på Stanley Samuelsen, der spiller en sublim guitar foruden alle de øvrige instrumenter. Der er nok at forholde sig til, men jeg vil blot sige: Fed skive og godt gået, Iben! Til alle jer andre: Køb den!

2016: Allan Høier m. fl. Elskov vin og basfioler

Af: Holger Bjørnholt-Fink
En ny Bellman skive. Det er hørt før. Utallige er de kunstnere, der op igennem tiden har beskæftiget sig med Epistlerne og Sangene. Godt, godt, men så Bellman på dansk, da? Utallige er de kunstnere, som IKKE har beskæftiget sig med dette! Så vidt, jeg ved, er Povl Dissing og Fuzzy de eneste. Der er sikkert flere, men jeg kan i skrivende stund ikke komme i tanke om andre. Som udgangspunkt har vi oversættelserne. Der er delte meninger om berettigelsen af disse, men det må erkendes, at de fleste danskere nærer en udpræget modvilje mod at beskæftige sig med vort broderfolks sprogtone. Hvor skønt er det så ikke, når der endelig er nogle, der gør en alvorlig indsats for at divertere os med en uforfalsket omgang Bellman på dansk. Og det er, hvad de herrer Allan Høier, Allan Thorsgaard og Kjeld Steffensen gør. Høier er sangeren, der giver teksterne (de fleste i Leif Bohns oversættelse fra 1991) både kant og indlevelse med megen humor og skarphed. Parret med Thorsgaards fine arrangementer og sublime guitarspil samt Steffensens fine cello gør det denne skive til en endog meget god oplevelse. Umiddelbart tænkte jeg, at denne besætning nok ville være noget, man kunne blive træt af i længden, men lad det være sagt med det samme: Hvis man kan lide Bellman, er det svært ikke at lade sig indfange af dette udspil.

2016: Erik Grip synger Frank Jæger

Af: Holger Bjørnholt-Fink Tja, intet nyt under solen. Det var jo faktisk det, han startede med for over 40 år siden. Og netop i den anledning har han udgivet en form for jubilæumsalbum, som indeholder såvel den originale udgivelse fra 1975 som en cd med nyindspilninger af nogle af numrene fra dengang. Jeg har kendt Frank Jægers digte fra før Eriks tid, både med og uden Tony Vejslevs melodier.Men Eriks melodier gjorde noget særligt. Det var ligesom Frank Jæger blev mere nutidig (Jeg er næsten lige så gammel som Erik Grip) for mig. Dengang skulle alle vi, der kunne spille lidt på en guitar have mindst en af sangene fra pladen på repertoiret. Og folk kunne lide det (særlig os der spillede og sang). Sidenhen bevægede Erik sig til andre lyrikere; i starten var det klassiske tekster, kulminerende med den mindeværdige skive med Grundtvigs tekster, men sidenhen fandt han frem til mere moderne lyrikere og havde et frugtbart samarbejde med blandt andre Jan Toftlund og Per Fjord. Det var også i den periode, han blev elektrisk og tog på turne med band, men det er en anden historie. Selv har Erik kun skabt få tekster – han kan ellers godt, hvilket sange som Byen og Blidt forsvinder Natten tydeligt viser. Men tilbage til Frank Jæger. Udgivelsen (det var på vinyl dengang) havde melodi af Erik til seks ud af tolv viser. De øvrige var med Tony Vejslevs ”låter”. Derudover var der to digte, som Frank Jæger selv havde indtalt. Det er en klassiker, vi her har med at gøre. Og nu er Erik så kommet hele cirklen rundt. Han er tilbage i det akustiske, nærmest minimalistiske udtryk i de nye indspilninger. Fyrre år ældre og en udvikling rigere, såvel musikalsk som stemmemæssigt. De nye indspilninger er fine – dejlige at høre på, men – Erik: Kunne du ikke godt have givet os lidt mere en et enkelt nyt nummer (Den sorte fugl) og så nogle flere af Frank Jægers viser med dine egne melodier? Åbenbart ikke – du har vel dine grunde, går jeg ud fra. Personligt savner jeg specielt To og Mit hjertes spanske Jomfru, som Frank Jæger selv berømmede i brevet til dig. Heldigvis findes de på pladen fra 1975. Det er en anbefalelsesværdig udgivelse, særlig for de, der måske ikke kender så meget til Erik Grips første plade.