Hvad er musik?
Af: Ole Christensen
Musik
er kort og godt titlen på Steen Kaaargaard Nielsen lille bog. Det er en af mange, udgivet på Århus Universitets forlag i serien Tænkepauser. Her skriver forskere indenfor forskellige fagområder om deres overordnede refleksioner og forskningsresultater. Forfatteren er musikforsker. Med udgangspunkt i sin egen erindring om pladespilleren, hvor Dissings ”25 minutter endnu” snurrede, gør han sig tanker om, hvad musik er, og hvordan vi bruger den og har brugt den.
Bogen forekommer også relevant for os, for begrebet defineres bredt, og forfatteren advarer i bogen, og i et interview i Kristeligt Dagblad, om ikke at indsnævre det eller gøre os til dommere over, hvad der er god eller dårlig musik (med eller uden tekst). Pop har en funktion såvel som klassisk musik.
En spændende synsvinkel er det også, når forfatteren kaster sig over nodesystemet. I hvor høj grad repræsenterer det musikken? Hvor bogstaveligt skal man tage noden? Det er indlysende, at det at lytte til eller spille musik, er noget andet end at forstå en node. Kortet er ikke det samme som landskabet.
Specielt i den moderne tid, hvor musik kan streames fra snart sagt alle elektroniske platforme, næsten gratis, opstår der et specielt problem, for hvordan bruges musikken. Bliver den tømt for indhold og funktion fordi den er allestedsnærværende, og det kan være svært at undgå den? Man trykker på en knap og musikken strømmer ud af højttaleren som vand fra hanen. Er der så ikke en risiko for, at musikken bliver så ligegyldig, at den ikke mere kan fremkalde bestemte følelser og stemninger hos lytteren. Det har konsekvenser for den levende musik, der er levende, fordi den kræver færdigheder af den, som spiller og synger, og opmærksomhed fra den, som lytter.
Tænkepauser: Musik af Steen Kaargaard Nielsen, Aarhus Universitets forlag, 75 dkr., 60 sider.