Intet plademærke eller nummer

En anderledes og meget afvekslende oplevelse er denne tredje cd fra dansk/italienske Marc Facchini. Den kræver noget nærlytning, men så åbner den sig i høj grad for den opmærk­somme lytter.

Holger Bjørnholt-Fink

Marc skriver sange med meget kompetente og originale tekster og melodier, ingen tvivl om det. Der er både bid og vid og saft og kraft. Lyt f.eks. til Malmö’s søn under håndvasken og I ensomhed for evigt. Akkompagnementet virker af og til lidt rodet, men ved nærmere lytning understreger instrumenterne i høj grad teksternes indhold. Der tages både almindelige og ualmindelige instrumenter i brug spændende fra guitar, klaver, bas og slagtøj til køkkenskuffer og sølvpapir. Det er ikke et udspil, man bliver færdig med lige med det samme.Min eneste anke er, at sangen af og til står lidt for svagt i forhold til akkompagnementet samt at teksterne ikke er trykt i cd’ens lille muntre booklet. Absolut høre- og anbefalelsesværdig.