Foto: Thinna Aniella

Rikke Thomsen – kunsten at finde sig selv

Af: Kim Ravn-Jensen

Kun få visekunstnere har i Danmark markeret sig ved at synge på dialekt med Niels Hausgaard og Allan Olsen som de kendteste eksempler. Men i 2019 sprang Rikke ud som fuldt færdig kunstner på sønderjysk og er siden blevet anerkendt i mange sammenhænge.

Lidt fakta:
Født 1990
Konservatorieuddannet (rytmisk) i guitar og sang
2019: Første udgivelser
2019: Modtog Modersmål-Prisen på den friskole, hvor det hele begyndte
2020: Bidrog til DR’s fejring af 100-året for Genforeningen med Sønderjylland
lp'en ”Opland” udgivet oktober 2021
Booking: www.heartbeatmanagement.dk

At blive set af en voksen
– Jeg kommer fra en lille flække i Sønderjylland, som hedder Blans. Dér gik jeg på en helt fantastisk lille friskole, som stadig findes. Vi fik en ny musiklærer, der hed Bettina, som dukkede op på et vigtigt tidspunkt i mit liv og fik et kærligt øje for mig. Dengang bestod min familie af min stedfar, min mor og tre mindre søskende. Musikken havde jeg dog for mig selv, og dér kunne jeg udtrykke noget, jeg ikke kunne udtrykke andre steder. Musikken var en vigtig del af hele friskolens identitet. Det var startskuddet, for det betød meget for mig at kunne spille guitar.

Ungdomsliv fjernt fra Sønderjylland
– Efter 9. klasse kom jeg på musikefterskole, og derefter flyttede jeg til Nordjylland op til min far og stedmor. For pokker, hvor bliver man dog rykket op med rod, når man sådan flytter fra den ene ende af landet til den anden! Musikken blev igen min indgangsvinkel til mine venner. På gymnasiet gik min søster og jeg i klasse sammen. Vi havde altså hinanden dér, og vi har alle dage snakket sønderjysk sammen – vi blev meget hurtigt ”the Mojn-Sisters”.
– Derefter havde jeg nogle flakkende år, hvor jeg godt vidste, at det var musikken, der skulle bære mit liv. Jeg spillede i forskellige bands som guitarist – og drømte om musikkonservatoriet. Jeg var sønderjyde nok til at indse, at jeg skulle øve mig meget, før jeg blev klar til optagelsesprøven. Så jeg havde nogle år, hvor jeg prøvede nogle ting af og spillede i bands. Det var mest søde og bløde popsange på engelsk.
– Jeg boede i Aalborg på det tidspunkt, og dér er der et rigtig fedt, spirende musikmiljø – både dengang og i dag. Her kunne man prøve sig af som sangskriver, og det er det, jeg har med mig nu.
– I 2013 vandt jeg songwriter-delen af Aalborgs årlige ”Band Battle”, og jeg vandt også ”Akustikkens sangskriverkonkurrence”. Akustikken er en lille guitarforhandler med en afdeling i Aarhus. Jeg sad midt i min største kærestesorg og skrev en ballade, som jeg sendte ind. Med den vandt jeg førstepræmien: En Martin-guitar, som jeg også spiller på i dag.
– 2013 blev en slags pejlemærke, og sådan et tror jeg, at alle har brug for. Jeg modtog det budskab, at ”det er faktisk ikke nogen dårlig idé”.

Konservatoriestudier
– På samme tidspunkt søgte jeg ind på musikkonservatoriet i Aalborg. Jeg kom ind på guitar og sang. Egentlig var det meningen, at det skulle have været guitar, men så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville synge en sang også. Så ville skæbnen, at jeg blev optaget på begge dele...
– For mig var de tre første år på konservatoriet ét langt højskoleophold – det var virkelig, virkelig godt. Samtidig havde al musik – fra firserpop til syrejazz – lige megen værdi. Det miljø og det fællesskab kom der rigtig meget godt ud af.
– Min konservatorietid var nogle mærkelige år – jeg havde et mylder af følelser omkring min sønderjyske opvækst. Når jeg tog ned til min mormor og morfar, opdagede jeg, at selv om mange ting forblev de samme, var der også noget, der lige så stille ændrede sig. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor det gjorde ondt, når jeg var i Sønderjylland. I Nordjylland følte jeg mig godt tilpas, men det var i Sønderjylland, at jeg som lille havde skrabet mine knæ på asfalten – og ingen andre steder.

Fra engelsk til sønderjysk
– Store dele af mit kandidatprojekt skrev jeg hjemme på gården hos min far. Dér forsøgte jeg – som jeg plejede på det tidspunkt – at udtrykke mig på engelsk: ”It is always cold in Copenhagen”. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ville ikke rigtig noget. Så gik der nogen tid, og så ville jeg fortælle min søster den historie. Da jeg på sønderjysk fortalte hende, at det er ”åltins koldt i København”, kunne jeg høre, det var dér, sangen var – og den skrev næsten sig selv. Historier af den art kan ligne klichéer, men den sang havde altså lagret sig og ventet på at komme frem.
– Så lagde jeg hele mit liv til side og gav mig til at skrive sange på sønderjysk. De blev til over en meget koncentreret periode på mit gamle teenageværelse.

”Jeg tror, du bli’r klogere”
– Men det har nok været på vej før. I 2013 hørte Allan Olsen mig spille til Band Battle-finalen. Ugen efter ringede han til mig og sagde: ”Hør, Rikke, vi er sådan nogle stykker, der skal til Tønder Festival – med et par stykker mener jeg mig og Niels Hausgaard – kunne du tænke dig at være med og spille lidt?” Jeg skyndte mig at sige ”ja”, og så tog jeg med.
– På vej hjem siger Allan Olsen så: ”Hvorfor synes du lige, at du skal skrive på engelsk?” Jeg prøvede naturligvis at lyde velovervejet, så jeg forklarede, at jeg ønskede at lyde som mine helte: Elvis, John Mayer og Jeff Buckley. Allan sagde, at det kunne han sagtens spejle sig i, men han sagde også, at ”jeg tror, du bli’r klogere.” Det var både provokerende og meget kærligt sagt. Jeg tænkte, at ”det skal han ikke bestemme”, men jeg skrev det også ned i min notesbog...

Gennembrud
– De sange, jeg skrev fra oktober 2018 til januar 2019, vil lidt af hvert. Men jeg blev hurtigt klar over, at den sang, der nok ville kunne flytte mest i mit gamle barndomsland, var Omve’n hjemve. Udgangspunktet var en note, jeg skrev som noget af det første: ”Jeg har minder, ingen minder mig om.” Jeg huskede jo både det trælse og det dejlige, men ingen andre havde på det tidspunkt lyst til også at huske det trælse.
– Jeg skrev sangene til mine egne behov, så når andre har fået glæde af dem, har det været en kæmpe gave. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg flyttede til Nordjylland.

Fremtidsplaner (pr. september 2020)
– Jeg drømmer om at lave et album i fuld længde – stadig opbygget omkring den visetradition, jeg repræsenterer og kommer fra. Men jeg er jo også guitarist, så planen er, at det må gerne slå lidt hårdere. Der kommer lidt strøm på også. Jeg håber, at jeg kan træde i for eksempel Jacob Dinesens fodspor. Sådan noget med den gode historie for øje, men med lidt mere kant.
– Sangene kommer nok også til at flytte sig. Jeg er meget traditionsbunden, og mine gamle sange vil med band lyde nogenlunde som før. Angående mine nye sange, tror jeg, at de fleste vil kunne høre, at de er skrevet af den samme. Det kunne være ret sjovt at lave et vaskeægte pop-rock-hit på sønderjysk.

Foto: Ida Arentsen

Foto: Anna Marin

Tidligere offentliggjort i magasinet Visor (nr. 17)