Af: Kirsten H. Jørgensen

Hvordan ville du reagere, hvis en visesanger sang en vise, der i positive vendinger fortalte om Hitlers udryddelse af en masse jøder, eller en vise, der hylder Nordkoreas enevældige leder?

De fleste i Danmark vil nok føle sig dårligt tilpas, hvis der ikke er nogen form for ironisk distance i fremførelsen, sidde og krumme tæer og føle trang til at forlade lokalet eller få sangeren fjernet fra scenen. Det er for politisk ukorrekt i vores land og i vores visemiljø. Blev disse viser derimod sunget i henholdsvis Tyskland under 2. verdenskrig og i Nordkorea i dag, ville de derimod være politisk korrekte.

Tid og sted
Tidsånden på det tidspunkt en vise bliver sunget, betyder meget for synet på visen og digteren. Harald Bergstedt er et oplagt eksempel på dette. Han skrev bl.a. Jeg ved en lærkerede og Solen er så rød, mor, som i dag er nogle af de mest elskede børnesange – og har været det i mange år. Han var i 20-erne og 30-erne socialdemokrat, men fordi han blev nazist under 2. verdenskrig og fastholdt sine synspunkter efter krigen, mistede han i 1946 sin forfatterunderstøttelse, og indtil 1963 var hans sange forbudt at spille i Danmarks Radio. I dag tænker vi ikke over, at digteren til sangene var nazist. Man kan spørge sig selv, om værket er uafhængigt af kunstneren og hans gerninger, så det får sit eget selvstændige liv? Eller hænger værket og kunstneren sammen, selv efter at kunstneren har sluppet værket og måske er død? De fleste, der synger ”Jeg ved en lærkerede” interesserer sig sandsynligvis ikke for Harald Bergstedts politiske holdninger.

Politisk korrekt
Det bliver i dag ofte diskuteret, hvilke ord, der er politisk korrekte at sige, og hvilke, der ikke er. For at komme videre er det vigtigt først at få defineret, hvad ”politisk korrekt” er for et begreb. Munksgaards Fremmedordbog fra 1997 har følgende forklaring på politisk korrekthed: en bevægelse el. retning der er opstået i USA, og som stræber efter at beskytte mennesker (især farvede, handicappede, homoseksuelle og kvinder) mod ringeagt og overgreb fra andre samfundsborgeres side.

Ord udskiftes
Det lyder jo meget smukt og efterstræbelsesværdigt. Alligevel ligger der ikke éntydigt noget positivt i at være ”politisk korrekt”. Pernille Frost fra Dansk Sprognævn skriver i artiklen Halvfemsernes sprogstrid – om politisk korrekthed følgende:
 ”Kritikere ryster på hovedet og påstår at det ikke hjælper på virkeligheden at skifte ord ud, eller de satiriserer over hensynsfuld sprogbrug og foreslår, at vi kalder dværge for 'vertikalt udfordrede' - hvis de da ikke ligefrem er så bekymrede over denne udskiftning af ord, at de ser begyndelsen til sprogets undergang i den.”

Nedgørelse
Som eksempel på udskiftning af ord, der er blevet belastede, kan nævnes betegnelsen for gruppen af mennesker, der har en svagere intellektuel begavelse end flertallet: ”De åndsvage” blev til ”de evnesvage”, som blev til ”de psykisk udviklingshæmmede”, som blev til ”mennesker med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne”, som blev til ”mennesker med særlige psykiske og fysiske udfordringer”. Nogle kalder dem positivt ”mennesker med særlige evner”. Måske har de officielt i dag en helt anden betegnelse. Dette er sket på grund af nedgørelse af denne gruppe mennesker. Digtere har nogle gange forsøgt at modvirke denne nedgørende tendens i samfundet. F.eks. skrev den norske digter Inger Hagerup i 1953 digtet ”Våre Små Søsken” til indvielsen af et hjem for psykisk udviklingshæmmede børn. I digtet står bl.a.:

Våre små søsken

Vi har en liten søster
vi har en liten bror
som er litt annerledes
enn andre barn på jord.

De kom til denne verden,
det vanskelige sted,
med mindre håndbagasje
enn vi er utstyrt med.

 I digtet betegner hun disse børn som ”litt annerledes enn andre barn på jord….med mindre håndbagasje enn vi er utstyrt med”. Det er en poetisk og efter min mening anerkendende og respektfuld betegnelse af denne gruppe børn.

Hudfarve
En anden gruppe mennesker, der har været meget fokus på sprogligt, er mennesker med en kraftig pigmentering – specielt dem, der er helt sorte. I mange år havde vi ingen problemer med at kalde dem ”negre”. Jeg havde selv som barn en ”negerdukke”, som jeg var meget glad for. Vi spiste også ”negerboller”, som i dag kaldes ”flødeboller”. Dengang oplevede vi ikke noget forkert ved det. I dag må man dårligt nok sige eller skrive ”neger”. (Det gør jeg dog her). Børnebogsforfattere, der har skrevet om ”negre” i deres historier eller digte for børn, kan nu opleve, at de ved nye oplag af deres bøger får fjernet digte, sange eller historier, hvor der står dette ord. Det er f.eks. sket for en ny udgave af den kendte danske forfatter Halfdan Rasmussens digte for børn, som udkom i 2019. I den var otte digte taget ud fra den originale, da der forekom ”neger” eller ”hottentot” i disse. På grund af protester blev der dog også genoptrykt den originale udgave, som viste sig at sælge bedre, end den nye udgave. Forlaget ville give køberne mulighed for at vælge, om de ville være ”politisk korrekte”. Det var der åbenbart en del, der ikke ville. Et af de forbudte børnedigte er dette:

”Lille negerdukke:

Lille negerdukke sover i min seng
Sammen med en dejlig gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine kære børn til ro,
Klappet dem på kinden, kysset begge to.

 Vi er en familie. Børn af samme jord.
Sov, min sorte søster! Sov, min gule bror”

Fra Børnerim af Halfdan Rasmussen

Digtet kan umiddelbart se uskyldigt ud, men kritikere mener ikke, at digtet kan tages med i den nye udgave, alene fordi ordet ”neger” menes at virke krænkende på nogle ”stærkt pigmenterede” mennesker.

Politiske viser
At synge politiske viser med klare politiske budskaber, kan være vanskeligt i dag. I 1970-erne og 1980-erne var det meget moderne og acceptabelt at synge om disse emner, og Cornelis Vreeswijk var en af dem, der ofte sang politiske viser – bl.a. om Vietnamkrigen. Cornelis havde et stort og trofast publikum, men han var også for provokerende i visse kredse. Ifølge Wikipedia.se udsendte Sveriges Radio midt i 60-erne en intern instruks, hvor det hedder, ”at det nøje bør overvejes, om man vil spille Cornelis Vreeswijks plader”. Cornelis blev vred og nedlagde forbud mod, at hans plader blev spillet – et forbud han dog snart ophævede, da det kostede ham for mange penge.

Blot til lyst?

Hvordan skal vi gribe denne problematik an i visemiljøet? Skal vi provokere med visesangen og ignorere, at nogle viser på grund af sproget og emnet virker krænkende – eller skal vi ”stikke fingeren i jorden” og overholde de mere eller mindre uskrevne regler, der er for god opførsel som visesanger. Kan det være meningen, at vi ”bare” skal underholde? God kunst er vel at pirke til folks grænser og måske bryde dem ned?