Af: Holger Bjørnholt-Fink
Endelig! Henrik H. Lund har endelig gjort det. Ikke nok med, at han har lavet en cd, men han laver dobbelt op! Og han er til trods for sine snart 82 år i forrygende god form.
Der er tale om to forskellige cd’er i denne udgivelse, hvilket markeres af en henholdsvis skævt smilende og en storsmilende hjemmelavet smiley. Han er virkelig en ordets mester. Ligegyldigt hvilken af de fine tekster, man slår ned på, bliver det aldrig noget, der er bare i nærheden af ligegyldighed. At han kan stå distancen efter så mange år på banen, viser noget om hans format. Han har ovenikøbet forsøgt sig som komponist på et enkelt nummer, men ellers har han folk til den slags, hvis han da ikke uden blusel hugger melodier fra internationale hits som My Way, What a Wonderful World og Danny Boy.
Det vil føre for vidt at gennemgå samtlige tekster, men her er et par nedslag:
Undskyld, at jeg spø’r, Mor. Her lader Henrik H. Lund det ufødte barn komme til orde i forhold til rygning, og det er på engang tankevækkende, intelligent og morsomt, og demonstrerer på forbilledlig vis, hvad en ordets mester kan. På æresord. En barsk kommentar til spørgsmålet om incest set ud fra barnets synspunkt. Offervilje. En lige så barsk, men samtidig bevidst underspillet kommentar til begrebet hustruvold. Selvironien fejler heller ikke noget, som da han på Derouten fortæller om, da han mødte sin overmand til en fest, hvor hans berømte vid pludselig slap op, mens den anden overtog hans plads som festens vittige taler. Henrik kan stadigvæk formidle sine sange på forbilledlig vis. Der mangler ikke noget i udtryk og diktion, og produktionen er samtidig lavet så skarpt, at ingen af ordene drukner i musikken. Ualmindelig godt gået, Henrik!
WH 33094-1

En ny ep af Gunni Torp. Foromtalen lyder spændende og udfordrende. Og det er den i sandhed også. Et lille mesterværk i ord og toner.

Holger Bjørnholt-Fink

Det er yderst speciel oplevelse at lytte til denne ep. Der er umiddelbart ikke meget melodi at lytte til, og akkompagnementet virker meget ensformigt. Men det er der vel en mening med. Når man lytter nærmere efter, er der melodier, endda meget fine.Og teksterne virker vedkommende og ind-under-huden agtige. De er minimalistiske, men netop dette forhold er absolut styrken ved dem. Alt det overflødige er barberet væk. Det kommer stærkest frem i titelnummeret, som ikke stikker noget under stolen, men alligevel ikke serverer hele meningen på et sølvfad. Et gammelt ord siger ”Show, do not tell” (vis, fortæl ikke) og det er ovennævnte et fremragende eksempel på. De 12 toner og håndfulden af ord er min absolutte favorit og hjemsøger mig jævnligt, så der har Gunni efter min mening et hit. Ingen tvivl om, at Gunni Torp vil noget med sine sange, men akkompagnementet er efter min mening ikke med til at fremhæve de gode tekster og de fine melodier. Det er ikke de musikalske kompetencer fra akkompagnatørerne, det skorter på, tværtimod, men netop derfor undrer det mig, at akkompagnementet er lavet så ensformigt, som det er. Gunni synger meget klart, udtryksfuldt og distinkt, men desværre drukner hendes stemme af og til i akkompagnementet, hvilket er meget uheldigt, da det netop er teksterne og sangen, der er det stærkeste på denne ep. Det skal tilføjes, at jeg har hørt Gunni Torp live og solo med sang og harmonika. Det er en fascinerende oplevelse og meget forskellig fra ovennævnte.

Intet plademærke og nummer angivet

Jeg har det noget blandet med Hjem til Skagen. På den ene side er der tale om meget fint instrumentalt arbejde. Solisten spiller selv guitar, og det gør han på en særdeles kompetent måde, og lydbilledet står også rigtig godt. Det kniber lidt mere, når det kommer til teksterne og sangen. Den bedste melodi er ubetinget den, som Flemming har lavet til Hans Hartvig Seedorffs Den fine lyse nat. Den virker helstøbt og netop denne tekst med egen melodi klæder i høj grad solistens fremførelse.
Nogle af Flemmings egne tekster virker lidt primitive, og det ville klæde Flemmings sang, hvis han en gang imellem lagde lidt mere saft og kraft i sin vokal; den kommer nemt til at virke lidt for pæn. Der er visse ting, der lykkes ret godt. Den lidt selvironiske tekst til den gammelkendte melodi Red Sails In The Sunset (Når lygterne Tændes på dansk) er rigtig god, og der er også gode tiltag på Ungdomsminder, Hjem til Skagen og Knippelsbro, hvor melodierne er lånt fra henholdsvis Those Were the Days, The Wild Rover og Gasolins Langebro. De to sidstnævnte foretrækker jeg nok i henholdsvis De Gyldne Løvers og Gasolins udgaver, selvom Knippelsbro bestemt ikke er uden kvaliteter.
Derimod er jeg helt uforstående overfor Kristuskærligheden. Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af, om den er ment som en parodi på Frelsens Hær, eller om den skal tages for pålydende. Jeg er heller ikke imponeret af Hvordan kan du elske en som mig. Meningen er sikkert god nok, men emnet er fortærsket og hørt mange gange før – og bedre – i andre versioner, synes jeg. Og så er jeg stærkt i tvivl om, hvorfor der skal blandes tyske og engelske sange ind i alt det danske. På alle de danske sange er der et umiskendeligt Flemming Behrend islæt, det være sig tekst eller melodi. Dette synes ikke at være tilfældet med de tyske og de engelske.Som nævnt: En gang blandede bolcher. Jeg synes godt, der kunne have været nogle imellem, der smagte lidt stærkere.