Bakkedale
René Schmidt

Det er en ualmindelig smuk Cd’ som René Schmidt har udgivet. René Schmidt er nok mest kendt som komponist til tv, hvor vi har også hørt hans meget flotte guitarspil. Komponister lider jo desværre under, at vi ikke altid lægger mærke til deres navn i fjernsynet, selv om vi gribes af musikken. René Schmidt har skrevet musik til mere end 200 Tv-udsendelser, og også på denne Cd er der 4 instrumentale numre, hvor man rigtigt kan nyde hans eminente guitarspil. Dertil kommer, at han har skrevet ny musik til 2 Aakjær-sange, nemlig ”Hvem sidder der bag skærmen” og ”Spurven sidder stum bag kvist. Alle sangene på Cd’en synges med en melodisk stemme, som man kun kan sidde tilbagelænet og nyde. Min egen favorit er ”Jeg vil gå en tur i skoven” med musik af Bellman, men også ”Se, nu stiger solen” af Jacob Knudsen, men på melodien Greensleves, der absolut klæder teksten mindst lige så meget som den traditionelle melodi, vi kender. Allersmukkest synes jeg at ”Hvem kan sejle foruden vind” synges og spilles af René Schmidt.
Citat fra Frederiksborg Amtsavis’ anmeldelse af Cd’en Bakkedale: ”Jeg har haft meget at lave, men det arbejde, jeg har haft, har været leverandør på kundens betingelser. Jeg havde behov for et projekt, hvor jeg sagde: Nu laver jeg det på min måde, og så kan folk tage det eller lade være”, fortæller René Schmidt, der altid har været meget optaget af fortiden og glad for at tale med ældre mennesker om deres erfaringer. Og i en tid, hvor vi er meget fokuserede på nutiden og fremtiden og efter hans mening har det med at glemme, hvor vi kommer fra, har han fået lyst til at fortolke gamle sange og melodier og skabe egne værker i samme ånd. Han synes nemlig, vi fokuserer for lidt på fortiden.
”Det er vigtigt at have alle tre tider med. På motorvejen kigger man også i bakspejlet, inden man overhaler”, mener han.

RS0701. Cd'en kan købes i forretningerne og på www.tdconline.dk  - www.gucca.dk  - www.mucuu.dk
Anmeldt den 16.9.2007