Se tiden an
101 viser af Carl-Erik Sørensen
Carl-Erik Sørensen er overhovedet en af de revyforfattere, der har skrevet flest revytekster i Danmark.
Han har nemlig skrevet over 1500 numre til de danske revyer siden 1973.
4 gange (i 1982, 2002, 2007 og 2011)er han blevet kåret som Årets revyforfatter, og i 2006 blev han udnævnt til Årets Æreskunstner.
I forordet til bogen skriver Carl-Erik Sørensen: "Egentlig er det en lidt pudsig idé at udgive en bog,
hvor indholdet ikke er beregnet til at blive læst. Revyviser er jo en gang mundtlig brugskunst, der er skabt til at blive opført på en scene og både set og hørt.
Teksten udgør kun en tredjedel af en vise - de andre to tredjedele kommer fra musikken og skuespillernes figurer og fortolkning."
Revyviser går (for det meste) hurtigt i glemmebogen, hvis de ikke bliver genbrugt, enten i andre revyer
eller blandt f.eks. medlemmer af Visens Venner over hele Danmark, der flittigt benytter Carl-Eriks Sørensens tekster.
Nu kan man få en stor samling af de bedste viser fra hans hånd, og det vil gøre, at endnu flere af Carl-Erik Sørensens tekster "overlever".
Bogens store mangel er, at der ikke er noder med til viserne. Et stort problem, da det er vanskeligt at skaffe disse noder, der ofte ikke udgives i vore dage,
og som sandsynligvis kun kan skaffes ved at ulejlige skuespilleren, forfatteren eller komponisten privat, hvis man kan få kontakt med dem.
En bog, som alle vise- og revyinteresserede må eje.
Bogen udgives af People's Press, København ISBN 978-87-7108-382-8

Anmeldt d. 24.8.2011